torsdag den 14. januar 2010

Årets albums 2009 - Honorable mentions (feat. mad probs til Sverige)


Nu må det i grunden også snart være nok med alt denne tilbageskuende aktivitet, et nyt årti er på vej, og nye plader er udsendt. (og Vampire Weekend, Spoon og Beach House skulle gerne være på vej med posten) Men altså jeg synes alligevel at der er nogle plader som ikke nåede med ind på top-30 listen som fortjener at få noget ros med på vejen.
Den første og vigtigste er The Decemberists' The Hazards of Love som nok i virkeligheden burde ha' fundet vej ind på top-30 listen, selvom jeg ikke synes at albummet er helt på højde med deres tidligere udspil, så er det stadig et godt album, som helt sikekrt også voksede en del på mig efter at jeg så dem spille albummet fra ende til anden til en koncert i Boston sidste forår.
Dan Deacons Bromst var et af de mange albums som jeg slæbte med hjem fra USA, og måske forsvandt det en lille smule i mængden af musik som blev slæbt med hjem, eller måske har jeg stadig ikke rigtigt kommet ind på livet af albummet, men jeg har en klar forventning om at jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at prøve, for det er virkelig et album som fascinerer mig, med den strittende lydunivers og heftige tempo.
Svenske Fever Rays selvbetitlede solo album var en mørk(ere) og mere afdæmpet version af den musik Karin Dreijer Andersson normalt laver sammen med sin bror i The Knife. Jeg havde ret store forventninger til hendes koncert på Roskilde, men den blev desværre lidt ødelagt af horder af sindssyge Malk De Koijn fans, som indtog Arena scenen nærmest hele dagen, pladen er dog stadig god.
Jason Lytle var tidligere kendt som forsanger for det aldeles glimrende band Grandaddy, som desværre valgte at gå i opløsning tilbage i 2006. Solo albummet med titlen Yours Truely, The Commuter bød heldigvis på mange af de samme toner som man fandt hos Grandaddy, egentlig synes jeg albummet var lidt kedeligt, men det er stille vokset på mig, hvis man ikke kender albummet kan man passende starte med nummeret It's the Weekend.
We Were Promised Jetpacks tog på fineste vis arven op fra bands som The Twilight Sad og Frightened Rabbit (og mange andre) og hvis man har hang til disse bands vil man også kunne finde gode ting hos det seneste skud på den skotske indie-himmel.
Før det bliver alt for langt vil jeg gerne kaste kærlighed og respekt efter en masse andre bands som f.eks. Woods, The Rural Alberta Advantage, Atlas Sound, The Antlers, Handsome Furs, Health og Freelance Whales, hvis album står til at blive genudgivet her i 2010. Jeg så dem ganske tilfældigt spille en koncert på en subway station i Brooklyn sidste forår, og der jokede vi lidt med at de ville blive det nye store, og at vi så dem imens de var små - i mellemtiden har de fået en del hype (både fra Stereogum og ikke mindst börneblogger) og albummet, Weathervanes viser at de har fortjent det. De er mit pick til at blive store i 2010.

Til allersidst skal der lyde et stort hurra for Sverige - HURRA!
På en eller anden liste over det bedste musik fra sidste årti kunne man sidste år læse at Simon Kvamm havde hørt et stykke danske musik, som havde fået ham til at tænke at, "nu fører svenskerne ikke længere" (hvilket band der var tale om kan jeg ikke huske). Hvis vi nu skal blive i de fodbold metaforer som Kvamm er så glad for, så kan men vist roligt udnævne Nephew til at være musikkens svar på fodboldt-tossen/idioten og konstatere at Danmark nu er dømt som tabere i den store nordiske musikkrig. Men i det hele taget var vi også så håbløst langt bagud efter 2009 at det kunne være det samme, i år har Sverige sendt et hav af stærke udspil på gaden og ud over de bands som tidligere er nævnt (JJ, The Bear Quartet, Fever Ray) har jeg nydt udspil fra svenske kunstnere som Jenny Wilson, Bob Hund, El Perro Del Mar, A Camp, Taken By Trees og Taxi Taxi! - det må være noget med vandet ovre på den side.

onsdag den 13. januar 2010

Årets albums 2009 - Danske udgivelser


Det er i grunden noget underligt noget det her med at differentiere imellem udenlandske og danske udgivelser. Et album er vel et album og i den forstand at det overhovedet giver mening at stille dem op imod hinanden som en konkurrence og vurdere hvilke der er bedre end andre, så burde alle albums vel kunne ses som lige. Jeg mødte engang en amerikansk film professor, som var i Danmark for at holde en forelæsning i forbindelse med en konference. Af alle de ting hun kunne forske og forelæse om havde denne kvinde valgt Susanne Bier, hvilket mildest talt kom noget bag på mig, hvorfor ville nogen vælge Susanne Bier når der nu fandtes så meget godt, og der var da virkelig ingen grund til at vælge dansk film, når der nu f.eks. fandtes så meget glimrende amerikansk film at skrive om. Vores snak fortsatte og vi kom også fordi musik, hvor vi stødte ind i lidt det samme problem, for der mente jeg jo også at der var så meget glimrende amerikansk musik (som jeg husker det kredsede det mest om country-agtige kunstnere) så jeg name-droppede ivrigt kunstnere som f.eks. Ryan Adams, som jeg da til dels fik medhold i havde visse kvaliteter, men ikke var noget hun kunne gå på halen over. Her var der dog ikke noget dansk band hun havde kastet sin kærlighed over, så sammenligningen imellem film og musik stopper her. Men pointen er jo hvorfor det er at man ser på udenlandske kunstnere med et andet blik end på kunstnere fra sit eget land (hvis det altså virkelig er tilfældet).


Jeg kan på ingen måde sige mig fri for selv at skelne, og har ganske sikkert utallige gange ytret det er meget godt for et dansk band at være, eller hvis det er et rigtig godt dansk band så har de international klasse. Jeg går iøvrigt som udgangspunkt altid i en stor bue udenom danske film, af den simple grund at de er danske, og her har jeg muligvis snydt mig selv for noget (jeg tvivler). Billedet fortsætter også i medierne, hvor salgstal i udlandet pludselig bliver en form for garant for kvalitet, hvis et dansk band kan sælge godt i udlandet må de jo være gode, vi husker vel f.eks. allesammen P3s knæfald for de helt og aldeles elendige Infernal som pludselig var et fantastisk band fordi Paris to Berlin var gået nummer 1 i England.


Nå nu må det være nok med løse tanker om hvordan man anskuer bands forskelligt ud fra om de er danske eller udenlandske. Her kommer der lidt om de danske udgivelser fra 2009 som jeg har bidt mærke i. Først og fremmest vil jeg nævne Slaraffenland (igen), for et godt stykke tid siden skrev jeg begejstret om deres seneste udspil "We're On Your Side" og det album synes jeg stadig virkelig godt om, det er noget mere poppet og tilgængeligt end deres tidligere udspil, og det gør mig absolut intet. Jeg har hørt nummeret Postcard utallige gange, sangen handler om tour livet og hvor hårdt det kan være for forhold og venskaber hjemme og derfor må sangens hovedperson da også forsikre at " when I am back again I'll make it up to you". Igen må jeg på det kraftigste anbefale Slaraffenland og deres seneste udspil "We're On Your Side".


På en eller anden måde havde jeg nærmest overset/glemt/været ligeglad med at The Raveonettes også sendte et album på gaden i 2009, men hen imod slutningen
året fik jeg endelig samlet "In and Out of Control" op, og det viser sig at Sune og Sharin på ingen måder har glemt hvordan man skruer en god pop sang sammen. Bang! og Boys Who Rape (Shold All Be Destroyed) har været i heftig rotation lige siden jeg fik fingrene i albummet. Jeg er ikke sikker på at pladen som sådan er særlig langtidsholdbar, men for cheap thrills virker den rigtig godt for mig lige nu.

Ligesom alle andre har jeg selvfølgelig også kastet min kærlighed på The Rumour Said Fire og deres aldeles fremragende EP "The Life and Death of a Male Body" og selvfølgelig mega hittet The Balcony. Om ikke i lige så stor grad så har nummeret Dance også blevet hørt en del gange, og jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg glæder mig til at høre et regulært album fra bandet.

Mew udgav jo også nyt sidste år, men faktisk må jeg indrømme at albummet med den irriterende lange titel mest af alt bare har stået i reolen og kigget, det har jeg en eller anden forhåbning om at der bliver lavet om på, men igen vil jeg ikke love for meget.

Nu begynder det at knibe med at huske flere nævneværdige danske udgivelser fra sidste år, jeg kan ihvertfald ikke umiddelbart komme i tanke om at jeg har investeret i flere albums. Hvis der er noget jeg skammeligt har overset eller bør tjekke ud så smid en kommentar (jeg har for øvrigt også hørt Oh No Ono - det stinker!).

torsdag den 7. januar 2010

Årets albums 2009 10-1


Så er det blevet tid til de 10 bedste albums fra sidste år, faktisk er det jo lidt snyd, for den selvsamme liste har man kunne finde i et par dage ovre på Frekvens, men altså jeg synes lissom det ville ødelægge helheden lidt ikke også at poste listen her.

10. Kurt Vile - God is Saying This To You
Kurt Vile smed 2 virkelig gode albums på gaden i år, dette er den mere afdæmpede og inderlige bror til den mere rockede "Childish Prodigy". Begge albums består af lettere syret lo-fi pop, lidt i samme ånd som Girls.

09. Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix
Phoenix satte ild i dansegulvet med et album spækket med pop perler, og ja det var altså pop med stort P. Hvis du ikke har danset til Lisztomania, 1901 eller Lasso sidste år, så har du ikke været til nok fester.

08. Girls - Album
Hvis man piller de fantastiske historier og den store hype som omgiver bandet væk, så står man tilbage med et album spækket med gode sange. Det lyder af Californien og Summer of Love og Beach Boys og et lille uskyldigt syretrip. "...so come on, come on, come on, come on dance with me".

07. The Low Anthem - Oh My God, Charlie Darwin
The Low Anthem tager arven op efter den "pæne" musik som strømmede ind over os i 2008, og fans af Fleet Foxes og Bon Iver vil ganske givet også holde af The Low Anthem. Americana tilsat lidt grundlæggende tvivl på menneskeheden, "who could heed the words of Charlie Darwin, the lords of war just profit from decay". Det er godt.

06. Jeffrey Lewis & The Junkyard - 'Em Are I
Den har plade var lidt af en overraskelse, havde læst lidt om den og blev nysgerrig, og da jeg så endelig fik den hørt tog den mig med storm. Det er lo-fi, skæve historier, fantastiske lyrics og det er virkelig fedt. "It's hard to get bored, when you picked the right two chords" synger Lewis, jeg er rystende enig.

05. M.Ward - Hold Time
Matt Ward fortsatte samarbejdet med Zooey Deschanel på et par af Hold Time sangene, der var også besøg fra helte som Jason Lytle og Lucinda Williams, der var covers af Neil Young og Buddy Holly, men først og fremmest var der fantastisk sangskrivning af Ward selv, tydeligst på Epistemology.

04. Yo La Tengo - Popular Songs
New Jersey's finest rullede hele spekteret ud på "Popular Songs" fra den lige ud af landevejen rockede Nothing to Hide over den stille og fine I'm On My Way og hen til de 3 afsluttende numre som sammenlagt når op på over en halv time i spilletid - kreativt overskud, ja tak.

03. Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle
Bill Callahan har tilsyneladende smidt Smog navnet, men den dybe røst og lo-fi tilgangen er der ikke rykket ret meget ved. "Sometimes..." byder på et studie i inderlighed og smukke stunder, håbefuldt og dystert på samme tid, men først og fremmest forbandet vedkommende.

02. Grizzly Bear - Veckatimest
En lille ø i Massachusetts kom på alles læber, da Grizzly Bear smed denne perle på gaden. Stilen fra "Yellow House" fortsatte med en række fine og følsomme sange som til stadighed udfolder sig ved nye gennemlytninger, og Grizzly Bear fik på den måde lavet alle raske indie drenge og pigers favorite make-out record.

01. Animal Collective - Merriweather Post Pavilion
Året var ikke ret gammelt før Animal Collective satte overliggeren ualmindeligt højt, det underlige blev til pop og AC fik nærmest et kommercielt gennembrud. Sluttede så lige året af med at smide EPen "Fall Be Kind" med den glimrende What Would I Want? Sky på gaden, bare lige for at minde os om at 2009 tilhørte Animal Collective.


På den måde kom vi igennem de 30 bedste albums fra sidste år, i løbet af de næste dage vil jeg muligvis kigge lidt på danske udgivelser, og så er der jo stadig en masse som der ikke blev plads til, men som jeg stadig har nydt, og de skal også have et par ord med på vejen.

onsdag den 6. januar 2010

Årets albums 2009 20-11

Så er vi nået til anden afdeling af den store årsliste offentliggørelse. Gamle kendinge blander sig igen med nyere navne.

20. Sonic Youth - The Eternal
Hvad skal man skrive om Sonic Youth som ikke allerede er blevet skrevet mange gange før. Pladen er ikke så kompliceret som før er set, men indeholder generelt nogle rigtig gode sange. Specielt Antenna har været lidt af et hit i min bog.

19. The Mountain Goats - The Life of The World To Come
Så ofte som jeg nærmest kan komme afsted med det fortæller jeg om hvor fantastisk et band The Mountain Goats er, det har det seneste udspil ikke givet mig grund til at lave om på. Sangene på albummet er alle opkaldt efter passager fra Biblen, og sædvanen tro har John Darnielle skabt nogle fantastiske lyrics omkring livets mere alvorlige sider.

18. Cymbals Eat Guitars - Why There Are Mountains
Cymbals Eat Guitars trækker inspiration fra en masse forskellige steder, ikke mindst fra 90ernes indie-rosk scene, hvor specielt sammenligningen med gendannede Pavement ligger lige for. Det er gode sange som til tider bliver sovset ind i støj. Man kan med fordel starte med at lytte til Wind Phoenix (Proper Name).

17. Kurt Vile - Childish Prodigy
Det ene af to virkelig gode albums fra Kurt Viles hånd i år. Childish Prodegy er den rockede bror til "God Is Saying This To You". Sangene for en (ihvertfald mig) til at drømme om dovne sommerdage efterfulgt af vilde aftener.

16. Akron/Family - Set 'Em Wild, Set'Em Free
Set 'Em Wild, Set 'Em Free fulgte mig det meste af 2009, nummeret River åbnede lissom pladen op, og derfra var der ikke andet tilbage end at nyde det alternative folk bands nok mest tilgængelige udspil til dato, pladen har fået lov til at ligge stille mange gange i løbet af året, men hver gang den er blevet fundet frem igen, er jeg blevet overbevist om hvor stærkt et udspil det er.

15. Wilco - Wilco (The Album)
Det står stadig fast at Wilco til dato ikke har lavet et dårligt album igennem deres karriere. Man kan dog godt høre at de for første gang ikke har haft udskiftninger i bandet imellem to pladeudspil, og den noget voksne (pæne?) lyd fra "Sky Blue Sky" går igen, men de laver stadig nogle forbandede gode sange, det vidner især I'll Fight og You And I om.

14. JJ - JJ no. 2
JJ spiller pop musik, blandet godt op med afro rytmer, og det kom som lidt af en overraskelse for mig, da jeg fandt ud af at bandet faktisk er svensk. Endnu engang må vi se misundeligt til imens svenskerne får det til at virke så let at spytte fantasstiske plader ud.

13. Dirty Projectors - Bitte Orca
Det tog mig en del tid at komme ind på livet af Bitte Orca. Men når man giver dem nogle gennemlytninger åbner de skæve pop-kompositioner sig op. Singlen Stillness In The Move var det nummer jeg først faldt for, og det står stadig som albummets højdepunkt, men det er altså også et virkelig godt nummer.

12. Great Lake Swimmers - Lost Channels
Nummeret Stealing Tomorrow fra "Lost Channels" er suverænt det smukkeste nummer jeg hørte i 2009, og det alene beretter næsten pladsen, men derudover er albummet fyldt med glimrende alt-country numre som Pulling On A Line og Still.

11. The Pains of Being Pure at Heart - ST.
TPOBPATs smittende indie sange mindede med deres naivitet om Phil Spectors pigegrupper fra 60erne samtidig med at deres støj mindede om The Jesus and Mary Chain. Det er dog helt sikkert at albummet består udelukkende af hits som bør kunne banke gang i hver en fest, og hvem kan så iøvrigt stå for linjer som, "he hadn't lived a day, the way you lived your final days a teenager in love with Christ and heroin".

tirsdag den 5. januar 2010

Årets albums 2009 30-21


Først og fremmest ikke et ord om nytårsfortsæt og hyppigere opdateringer af bloggen, det ved vi jo nok godt er et løfte som kun lever på lånt tid.

Nuvel lad os se på det, jeg har lært af de store drenge (Martin Hjorth og Pitchfork) at man skal starte fra bunden, så det gør vi:


30. The xx - XX
The xx var på alles læber sidste år, og det med rette, deres kølige, stemningsfulde og afmålte electronica fremstod som det cooleste af uber-cool både live og på plade.

29. The Flaming Lips - Embryonic
Jeg hører ikke til en af dem der har længtes tilbage til Flaming Lips pre-The Soft Bulletin og derfor er det nyeste album heller ikke en genkomst af de "sande" Flaming Lips. Der er blevet skruet op for det syrede, og det kan man holde af eller lade være, men det er stadig fornøjeligt at tage en tur rundt i det underlige univers.

28. Japandroids - Post-Nothing
Det er poppede sange smurt ind i støj og skåret helt ind til benet. Det er pokkers fængende og samtidigt forstyrende. "...now i worry about dying".

27. The Bear Quartet - 89
Jeg stiftede først bekendtskab med The Bear Quartet da de belv offentliggjort til sidste års Pop Revo festival, hvor de leverede en, som jeg husker det, ret rå og mørk koncert. Nu kommer det tilsvarende album så. 89 er mørkt og tungt og oser langt væk af farlig rock n' roll.

26. Sunset Rubdown - Dragonslayer
Spencer Krug er et uovertruffent kreativt monster, som til trods for en kæmpe produktivitet ikke sætte amnge fødder forkert. Dragonslayer indeholder fremragende sange som f.eks. Idiot Heart men kom i min bog til at stå lidt i skyggen af et af Krugs andre projekter Swan Lake.

25. The Whitest Boy Alive - Rules
Det andet album fra den hvide dreng levede ikke helt op til debutten, men bød dog stadig på stjernestunder som Island og Courage, dertil kom en fremragende koncert på Train, som jo egentlig ikke har noget med albummet at gøre, men det giver lige et bonus point alligevel.

24. Nurses - Apple's Acre
Der var et par uger i sensommeren hvor jeg stort ikke lyttede til andre albums, og det blev ganske sikkert lidt for meget, et genlyt viser dog hurtigt hvad jeg faldt for, skæve melodier, en karakteristisk stemme i front, og en lyd af sommer.

23. Dinosaur Jr. - Farm
Dinosaur Jr. beviste igen at deres come-back er et af de mere vellykkede, lever ikke helt op til Beyond men støjer stadig igennem.

22. Swan Lake - Enemy Mine
Det bedste fra Spencer Krug i år, det havde f.eks. den bedste version af Paper Lace. En pokkers skam at de ikke turnerer.

21. Andrew Bird - Noble Beast
Et album som sikkert kunne ha' endt højere oppe på listen hvis jeg havde fået lyttet til det noget mere - det vil jeg så gøre i 2010.

onsdag den 7. oktober 2009

Vampire Weekend


Jeg holder meget af Vampire Weekends musik, faktisk er deres debut album det album jeg har lyttet mest til ifølge min Last.fm konto og jeg er på ingen måde blevet træt af albummet endnu. De har været på besøg i Danmark en enkelt gang hvor jeg dog ikke havde billet, men det gjorde mig ikke noget for jeg havde nemlig billet til den svenske festival Way Out West som i august måned havde Vampire Weekend på et fantastisk program (sammen med bl.a. Grizzly Bear, Wilco og Beirut). Da det blev tid til at drage imod Sverige måtte jeg dog konstatere at jeg var sengeliggende, jeg er stadig bitter, ikke mindst over at jeg ikke oplevede Vampire Weekend.

Vampire Weekends selvbetitlede debut album var efter min ringe mening sidste års bedste album. Nu står vi jo snart over for endnu en række kåringer af årets albums, jeg er også selv så småt ved at have en (lang) short-list klar, og imens vi tænker over hvem der har strikket det bedste album sammen i år, så kan vi jo glæde os over at Vampire Weekend er klar til at melde sig ind i kampen om årets album i 2010. De udsender nemlig deres andet album, Contra, allerede den 11. januar næste år.

Allerede nu kan man dog hente singlen "Horchata" (en traditionel drink af spansk/latin amerikansk oprindelse, som bl.a. bliver lavet på knuste mandler) ganske gratis inde på bandets hjemmeside, så slå et smut forbi og når du er færdig der, så smut lige over til Roskilde Festval og ønsk Vampire Weekend til næste års festival.

torsdag den 1. oktober 2009

Pitchfork + Hang The DJ


Den daglige tur rundt på nettet bringer mig næsten lige så sikkert som amen i kirken altid en tur forbi Pitchfork. Pitchfork blev startet tilbage i 1995 i Minneapolis af en fyr ved navn Ryan Schreiber som på daværende tidspunkt lige var blevet færdig med high school. Hans klare mål var at fokusere på independent musik eller slet og ret bare indie. I 1999 flyttede Pitchfork fra Minneapolis til Chicago and the rest is history... Pitchfork er idag det måske mest toneangivende musikmedie i verden, specielt for ny musik. Det er efterhånden anerkendt at Pitchfork er blevet så betydningsfuldt et medie at de er i stand til at skabe eller ødelægge en kunstners karriere, f.eks. skulle det angiveligt være Pitchforks anmeldelse af Arcade Fires Funeral der for alvor satte gang i salget af det album.

Nå men alt det her gejl kan I altid læse på Wikipedia (ligesom jeg gjorde lige før jeg skrev det her). Grunden til at jeg vil skrive om Pitchfork lige netop nu er at de er igang med et storstilet kanoniserings projekt. De har igennem mange år været garanter for diverse lister over bedste albums og sange, ikke bare i de pågældende år, for det har alle musikmedier med respekt for sig selv jo, men fra mange forskellige årtier, genre, tilbage i 2004 var man klar med en slags halvlegs stilling for dette årti og netop i disse dage udruller man så dette årtis 200 bedste albums og 500 bedste sange under navnet P2K - som vel må være en pun på Y2K (som jo var det der med at jorden ville gå under forbi alt fra lommeregnere til rumfærger ikke ville fatte at skifte fra 9 til 0) og så den lidt kiksede måde at skrive Pitchfork på, P4K.

Mine 2 hovedtanker i min gennemgang af listerne, som slet ikke er færdig endnu (hverken min gennemgang eller listerne, vi får f.eks. først at vide hvad dette årtis bedste album er imorgen), har været at det er utrolig godt skrevet, og det synes jeg ikke der er noget nyt i fra Pitchforks side, men også at det må være enhver musik anmelder/journalist/fans drømmeopgave, for der er nemlig ikke tale om en kritisk tilgang til numrene, men nærmere er de medfølgende tekster små hyldester til albums og numre, samtidig har skribenterne formået at, om ikke at sætte sangene ind i en historisk kontekst, så i hvert fald at relatere dem til deres samtid.

SPOILER ALLERT, herfra bliver der afsløret placeringer. Jeg må nemlig lige kaste mig over et par eksempler mest fra top 20 over bedste sange. Først må man overgive sig og sige at hvad enten man er til pop, rock, hip-hop eller bizar indie så kommer man ikke uden om at de sange der er vlagt til top 20 ER fantastisk numre, man kan altid diskutere placeringerne men man kommer ikke uden om at det er virkelig gode sange. Og så iøvrigt tilbage til den gode journalistisk, på en 14. plads finder vi Jay-Zs "99 Problems", iøvrigt lige foran The Knifes "Heartbeat" og lige efter LCD Soundsystems "Loosing My Edge", og i teksten hertil får vi den kontekst sangen blev udsendt i. På daværende tidspunkt gik der heftige rygter om Jaz-Z og Beyoncé formåede romance, og hele den (kulørte) amerikanske presse var på jagt efter sladder. Rygterne tiltog selvfølgelig kun da Jaz-Z medvirkede på Beyoncés monster single "Crazy In Love" (nr. 4) hvorefter han så kunne lege med pressen og benægte alt ved at udsende singlen 99 problems, hvor omkvædet lyder, I got 99 problems but the bitch ain't one.

DET er for mig god musik journalistik (hvis det virkelig var planlagt sådan, er det også virkelig storslået tænkt af Jay-Z) men jeg ville aldrig nogensinde ha tænkt de numre ind i den sammenhæng og det åbner en for nogle ekstra facetter af den sang. På den måde er der hele vejen igennem god og spændende læsning tilknyttet en masse sange og albums, dem jeg kendte i forvejen har jeg fået nye vinkler på, og resten har jeg fået lyst til at høre. Endelig vil jeg da lige nævne at førstepladsen som det bedste nummer i dette årti selvfølgelig gik til... Outkasts.... "B.O.B." -WTF! -det nummer har jeg aldrig hørt før end sige nogensinde hørt om, det viser sig at nummeret også førte ved halvleg i 2004, jeg har lige fundet Stankonia, hvor nummeret er på, frem og nu glæder jeg mig til at høre om de har ret. I øvrigt bør det nævnes at No Ages "Teen Creeps" (som man kan læse om i indlæget nedenfor) har fået plads nummer 196 på listen. Danmark er repræsenteret med Junior Seniors "Move Your Feet" på plads nummer 150 og The Shins' "New Slang" er kommet ind på plads nummer 62.

Det her skal iøvrigt ses som en opfordring til at gå ind og læse om en masse musik og dykke ned i listerne, desuden er der også artikler om forskellige genres udvikling igennem det sidste årti.

Hvis du er kommet hertil er vi næsten færdige, jeg skylder bare lige at fortælle at jeg DJer imorgen, den 2. oktober på Sway under Clemens Bro, og jeg skal nok tage en masse Pitchfork approved musik med.