tirsdag den 25. oktober 2011

Jens Lekman



Det her indlæg er ganske sikkert helt omsonst, forstået på den måde, at jeg nu forsøger at genoplive en gammel blog, velvidende at forsøget sikkert bliver kortlivet, men et forsøg skal det altså nu alligevel have.

Grunden til dette er en netop overstået koncert med den svenske troubadour Jens Lekman i Studio 2 i DRs Koncerthus (man kan se en egentlig anmeldelse hos Gaffa). Anledningen var egentlig et besøg fra min norske ven Øyvind Rones, som fejrede sin fødselsdag med et besøg i København for at se Jens Lekman. Jeg havde godt selv registreret at han skulle spille, og da det er en del år siden jeg har set ham sidst, nærmere bestemt Pop Revo i 2007, så havde jeg overvejet en del om jeg ikke skulle se den koncert, men det er nok alligevel tvivlsomt om jeg var kommet afsted hvis ikke Øyvind havde meldt sin ankomst. Tak til ham for det.

Koncerten igår mindede mig nemlig om hvor meget jeg egentlig holder af Jens Lekmans musik. Jeg har helt sikkert lyttet mest til pladen Night Falls Over Kortedala tilbage fra 2007, men startede ud med at lytte meget til opsamlingen Oh, You're so Silent Jens, som blev udgivet tilbage i 2005 og som samler numre fra en række EPer og singler.

Jeg var ganske spændt på hvad man kunne forvente at gårsdagen sætliste, jeg vidste jo ok at vi skulle have sange, fra den nye, og ganske fine EP, An Argument With Myself, men derudover var det lidt af et spørgsmålstegn havd Lekman ville finde frem. Derfor var det ganske outstanding da tonerne af "I Saw Her at The Anti-War Demonstration" satte igang. Det var det nummer der i sin tid fik mig hooked på Jens Lekman. Aftenen fortsatte med en masse gamle kendinge, som man kan og bør finde på Oh, You're So Silent Jens, bl.a. "Black Cab" hvorfra titlen er hentet, og "A Sweet Summer's Night on Hammer Hill" hvis taktfaste klap er en sampling fra Shangri-Las nummeret "Remember (Walking in the Sand)". Hvilket bringer mig til at Jens Lekman under gårsdagens koncert, under "The Opposite of Hallelujah" også flettede et sample ind af nummeret "Give Me Just A Little More Time" med bandet The Chairman of the Board.

Før det hele bare ender i namedropping af en masse obskure bands og sangtitler, så skal det her ses som en anbefaling af Jens Lekmans charmerende og dejligt lo-fi skramlende bagkatalog, som altså nogen lunde repræsentativt kan findes på Oh, You're So Silent Jens. Det er iøvrigt også værd at nævne at Lekman forærer en del sange og indtil flere tour EPer væk gratis inde på sin hjemmeside.

Jens Lekman - A Sweet Summer's Night on Hammer Hill
Jens Lekman - An Argument With Myself