tirsdag den 1. juni 2010

Titus Andronicus


Før jeg tog afsted til Primavera handlede mange indlæg om hvad jeg glædede mig til at se og nu kan der jo så passende følge en række indlæg om hvad der så har rocket min båd efter jeg har set dem. Jeg ved ikke om man som sådan kan kalde det en overraskelse, men i hvert fald var Titus Andronicus ikke et af de bands jeg havde de højeste forventninger til inden festivalen gik igang og så går det jo oftest sådan at man bliver desto mere positivt stemt.

Titus Andronicus kommer fra New Jersey, staten som har givet os så prominente navne som Bruce Springsteen og Yo La Tengo, og Titus Andronicus kan måske ses som en slags bindeled imellem netop de to kunstnere. Gruppen har indtil videre 2 albums på samvittigheden og mens jeg må indrømme at jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med debutpladen "The Airing of Greivences" (2008), så er jeg ret begejstret for opfølgeren "The Monitor" som udkom i forrige måned. The Monitor er et konceptalbum løst omhandlende Den Amerikanske Borgerkrig og album titlen henviser til det første amerikanske krigsskib med jernbeskyttet skrog, et såkaldt Ironclad warship som i særlig grad vandt frem under og efter Den Amerikanske Borgerkrig, da det efter The Battle of Hampton Roads (første søslag imellem 2 jernbeskyttede skibe og titlen på afslutningsnummeret på "The Monitor") stod klart at de almindelige træskrog ikke længere var effektive nok. Ind i hele denne historie om borgerkrig bliver der trukket klare linjer til det nuværende USA, som den verdensomspændende finanskrise har smadret og dermed ligheden med den altødelæggende borgerkrig. I åbningsnummeret, A More Perfect Union hedder det bl.a. " no, I never wanted to change the world, but I'm looking for a new New Jersey, because tramps like us, baby, we were born to die", på fremragende måde bliver den lille mands helt Bruce Springsteen her parafraseret så det bliver gjort klart at der faktisk ikke er noget håb for den skrantende stat, og det hjælper ikke når sangen glider direkte over i albummets anden skæring som faktisk bare er fuld smæk på guitaren og og et band der i samlet flok råbe-synger "the enemy is all around" indtil vi til sidst får Abe Lincolns berømte citat om at han, efter at have slået op med Mary Todd, som han dog senere giftede sig med, skulle være "the most miserable man living".

The Monitor er i det hele taget fyldt med alle mulige referencer og der er der heller ingen tvivl om at Titus Andronicus er en flok belæste herrer (bandnavnet er f.eks. taget fra et Shakespeare stykke) men selvom den amerikanske borgerkrig hele tiden ligger som reference i baggrunden handler albummet nok så meget om en modløshed og en angst som man nødvendigvis må opleve når man ser på sin fremtid i et land der er ødelagt, "you'll always be a loser" lyder det f.eks. et sted på albummet og igen senere at det altid er ens egen skyld. Teksterne kan være deprimerende men til gengæld er det hele pakket ind i fræsende guitarer og sing along kor, nogle gange bliver det nærmest helt catchy og som en slags ekstra eskapisme kan man så stå der og svinge med til lyden af depression. De mange referencer kunne også umiddelbart virke prætentiøse men det bliver aldrig et tema på albummet, som aldrig virker anstrengt, forceret eller kedeligt bare et øjeblik. Der er virkelig tale om lidt af et monster som på bare 10 sange bevæger sig ud over en time i spilletid og undervejs bliver man mindet om førnævnte Bruce Springsteen og Yo La Tengo men også bands som The Hold Steady (hvorfra Craig Finn også gæster) og Pogues kan høres, og faktisk lyder forsanger Patrick Stickles nogle gange lidt som Conor Oberst, og mange steder er det jo også den samme desperation man finder hos denne kunstner.

Her er virkelig tale om et værk og efter min mening er det ganske mesterligt. Titus Andronicus er aktuelle på årets Roskilde Festival og hermed er en kæmpe anbefaling givet videre til både at fange den koncert og anskaffe sig "The Monitor".

lørdag den 24. april 2010

Best Coast


Det sker som oftest at jeg koncentrere min musiklytning omkring planlagte koncerter eller festivaler, derfor har en stor del af de bands jeg har lyttet til i løbet af foråret været at finde på programmet til Primavera Sound i Barcelona, som allerede er blevet nævnt i et par tidligere indlæg. Iblandt alle mastodonterne er jeg faldet over en lille perle i det meget hypede Best Coast. Bag navnet gemmer Bethany Cosentino som har en fortid i bandet Pocahaunted, som jeg ikke har det store kendskab til. Projektet er angiveligt inspireret af det savn som Bethany oplevede under hendes college ophold på østkysten og så snart hun vendte hjem til Los Angeles og vestkysten som, hvis vi skal tro navnet, angiveligt må være den bedste kyst, søsatte hun projektet Best Coast.

Med Cosentinos egne ord kan man forvente sange om sol, sommer og stranden og på Myspace bliver både Stevie Nicks og drengene i Californien nævnt som inspirationskilder. Når man lytter til de 4 7'ere, som indtil videre er det Best Coast har sendt på gaden, så kommer man da også hurtigt til at drømme om varmere vejr. Selvom der er tale om ganske charmerende popsange så er det hele pakket ind i et skramlende og støjende lo-fi udtryk. Best Coast kunne på mange måder være Beach Boys larmende lillesøster, guitaren svømmer i reverb og der er masser af uh-uh omkvæd og naive kærligheds erklæringer. Best Coast lægger sig i fin stil i kølvandet af andre Californien bands som har fået masser af opmærksomhed i de sidste år som f.eks. Girls og Wavves, så hvis man kan lide det er der absolut grund til at give Best Coast et lyt. Jeg glæder mig ihvertfald til at følge bandet nærmere, de bør være en fast del af sommerens soundtrack.

Best Coast - Something In The Way


mandag den 5. april 2010

Broken Social Scene


I mine gamle Roskilde programmer, som står så fint efter årstal på reolen og som ofte bliver fundet frem når jeg drikker øl med en kammerat, er der en række af missere (som der vel er i de flestes) altså bands som jeg ville ønske jeg havde set. Grundene til at jeg ikke fik set gældende band er selvfølgelig mange, enten så jeg et andet band, eller også var jeg fuld eller også var jeg doven eller også... grundene er mange, fortrydelserne er heldigvis knap så mange. Fra 2008, som var sidste gang jeg var afsted til en hel festival, plager det mig da lidt at jeg ikke fik set Yeasayer eller Battles men i stedet så The Streets. I 2007 plager det mig en del at jeg ikke gik i tørvejr til LCD Soundsystem men i stedet blev ude i regnen i The Killers og på den måde kunne man blive ved igennem årerne. Den misser der har plaget mig mest igennem tiden har dog ganske givet været at jeg tilbage i 2004 gik glip af Broken Social Scene, de spillede søndag samtidig med Ben Harper og Franz Ferdinand. Ben Harper ved jeg virkelig ikke hvorfor jeg mente jeg skulle se, har aldrig ejet et album af manden og kan ikke nævne en eneste af hans sange. Franz Ferdinand var jeg ret stor fan af på det tidspunkt, så der var der ikke store chancer for at jeg var blevet væk. Men altså mange gange har jeg tænkt at jeg virkelig gerne ville ha' set Broken Social Scene tilbage i 2004, og de spillede endda på den lille Pavillion scene, det havde været fantastisk.

Nu kommer der så heldigvis en chance for at få rettet op på 2004s fejlprioritering, Broken Social Scene er offentliggjort til dette års Primavera Sound Festival i Barcelona, og jeg har anskaffet mig en billet. De er den 4. maj aktuelle med et nyt album, "Forgiveness Rock Record" som er det første egentlige Broken Social Scene album siden 2005s selvbetitlede udspil. I mellemtiden er der så kommet 2 "solo albums" fra henholdsvis Kevin Drew og Brendan Canning under navnet Broken Social Scene Presents... og de 2 albums er da også fyldt med en masser af de mange mange folk som normalt er med inde over i Broken Social Scene regi - hvis man ikke er stødt på de 2 solo udspil er de så absolut anbefalelsesværdige.

Som de fleste måske allerede ved så er Broken Social Scene en lidt mærkværdig størrelse idet at de ikke som sådan er et fast band men i højere grad en lang række forskellige musikere som samles omkring de 2 stiftere Kevin Drew og Brendan Canning, Wikipedia tæller ikke mindre end 24 medlememr af gruppen, hvoraf den mest fremtrædende nok er Leslie Feist som jo har fået sig en strålende solo karriere. Derudover slå bandets medlemmer sig også i bands som Apostle of Hustle, Do Make Say Think, Metric, Stars og The Weakerthans.

Broken Social Scenes lyd kan vel bedst betegnes noget i retningen af at være massiv, forstået på den måde at der oftest er virkelig mange lag af instrumenter og korstemmer der nærmest presses sammen til en helhed, som på mange måder kan virke lettere kaotisk. Hertil kommer det af gruppen ofte arbejder med sangstrukturer som lægger sig uden for en "normal" (hvad så end det er?) vers-omkvæd opbygning. Dette kan gøre at musikken nogle gange bliver ret svært tilgængelig, efter min mening specielt på de lange stille sange som godt kan blive ret malende i deres udtryk. Her har hovedtelefoner + en gavmild tilgang til volumen ofte hjulpet mig ind på livet af sangene. På de mere rockede ting må man i sær sætte pris på hvordan flere guitarer på en gang væver sig ind i hinanden hvilket giver sangene noget helt unikt. Det er let at afvise Broken Social Scene som endnu et indie-rock band som så mange andre, men jeg mener at man hos bandet finder en lyd som er helt speciel og ikke kan findes hos nogle andre bands overhovedet. Nybegyndere kan passende starte med 7/4 Shoreline - husk at nyde guitar spillet. Nedenunder igen kan man lytte til 3 sange fra det kommende album, enjoy.

7/4 Shoreline









onsdag den 3. februar 2010

Yeasayer


Den nye Yeasayer er fantastisk, så er det slået fast. Har netop modtaget albummet på Mp3 i min mail boks fra Insound, som via deres fantastiske tilbud gør det muligt at downloade en række albums umiddelbart efter at man har betalt for dem, hvis altså man har købt albummet på vinyl. Det kan vel ses som en slags opdatering af at vedlægge Mp3 download kuponer i vinylerne, her kan man altså begynde at lytte til albummet sekunder efter at man har købt det, det er virkelig god service og så hjælper det jo også lidt tålmodigheden, som godt kan blive sat en lille smule på prøve når man venter på pakker fra den anden side af atlanten. Nå men altså nok om Insounds herligheder. Jeg vil ikke kalde mig selv stor Yeasayer fan, jeg har det første album og jeg har faktisk også lyttet til det en del, men igen uden at det har gjort det helt store indtryk på mig. Her efter første gennemlyt af deres nye album "Odd Blood" lader det dog til at jeg bliver nødt til at revidere mit syn på Brooklyn trioen (er Brooklyn egentlig ikke gået hen og blevet et bandeord i musiksammenhæng eller er det bare mig?) på det første album var sangene mere syrede og langsomme er der på det nye album virkelig blevet trykket på pop knappen og selvom Yeasayer havde givet prøver på deres talent for god sangskrivning på numre som Sunrise og 2080 så sidder de nye numre som førstesinglen Ampling Alp, O.N.E. og Mondegreen altså ret meget mere lige i skabet. Springet fra mere eksperimenterede og snæver musik til et noget mere poppet men stadig super sprudlende og udfordrende for unægteligt mig til at tænke på Animal Collectives cross-over (i hvert fald så tæt som de nok kommer på det) album fra sidste år "Merriweather Post Pavilion" og selvom Yeasayers sensete udspil måske ikke helt når det album så ville det alligevel være forbandet synd og skam hvis de ikke får en masse opmærksomhed for dette album, kampen om årets album 2010 er officielt begyndt.

Yeasayer er iøvrigt for nyligt blevet offentliggjort til det monster af en line-up som den spanske Primavera Sound festival i år kan præsentere, jeg har min billet i hus og glæder mig usigeligt meget til en lille uge i Barcelona i selvskab med Pavement, Pixies, Wilco, Grizzly Bear, Spoon, Panda Bear, No Age, Yeasayer og så utroligt mange flere...











mandag den 25. januar 2010

Owen Pallett


Owen Pallett udgav for godt 14 dage siden sit tredje album, de 2 første dog under navnet Final Fantasy. Owen Pallett er klassisk uddannet violinist og har bl.a. arrangeret strygere for Arcade Fire, ligesom han også har skrevet en sang om bandets kreative omdrejningspunkt, ægteparret Win Butler og Regine Chassagne (This is the Dream of Win & Regine). Jeg havde egentlig aldrig fået lyttet til Final Fantasy, men en sen eftermiddag da jeg var blevet længe på mit arbejde for at forberede mig til dagen efter, smuttede jeg forbi den aldeles glimrende hollandske hjemmeside Luisterpaal, som har "Heartland", som Owen Palletts seneste album hedder, liggende som stream i øjeblikket, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, faktisk fangede albummet mig stort set fra første lyt. Albummet byder på fine og på en og samme gang underspillede og dramatiske popsange indhyllet i masser af violin og electronica, og nej det lyder ikke som du tror det gør. Pallett har i den grad tæft for at skrue en god melodi sammen, og han gør det svært ikke at holde af sangene, hans stemme står flot i forgrunden, og han synger virkelig forrygende, samtidig er det svært ikke at bide mærke i den pulserende musik der ligger bagved. Det er et album jeg virkelig glæder mig til at få lyttet meget mere til.

Jeg anbefaler på det kraftigste at man tager et smut forbi Luisterpaal og lytter Heartland igennem, i det hele taget er det en side der er værd at besøge med jævne mellemrum, i øjeblikket kan man også lytte til herligheder som Spoon, First Aid Kit og Beach House.

Nedenfor kan man nyde et dejligt cover af Mariah Careys Fantasy


torsdag den 21. januar 2010

Film: The Station Agent (2003)


Formålet med denne blog er som tidligere nævnt at kunne skrive lidt af sin begejstring ud omkring forskellige ting, og da jeg ikke kun nyder musik men også film så kaster jeg mig nu over projektet at skrive lidt om de film jeg falder over på min vej, måske også lidt TV på et tidspunkt.

"You know 'The Station Agent,' Eric? Monster hit at Sundance. It's about the midget who lives by the train tracks. Last time I saw him he was in a FedEx commercial. They were overnighting him to London. Sundance is a great festival for little people. You should kill over there."

På den måde for Ari Gold svinet Vincent Chases agent og ven Eric i serien Entourage, The Station Agent var nemlig et kæmpe indie hit da den i sin tid blev udsendt og vandt priser ved den prestige fyldte Sundance Film Festival, men enhver der har set serien ved at den slags er Ari Gold ikke ret interesseret i.

The Station Agent handler om dværgen Finbar McBride som er vild med tog, men hans hverdag i Hoboken, New Jersey er fyldt med de besværligheder som livet giver en når man er en voksen mand på 1,35 hvilket bl.a. betyder at man må finde sig i at nabolagets drenge gør nar af en og at man bliver overset i supermarkedet. I det hele taget vil Fin bare gerne være i fred, og da han en dag arver et togdepot ude på landet flytter Fin.

Fin må imidlertid sande at bare fordi han flytter langt væk fra byen, så må han stadig trækkes med at forskellige folk kommer væltende ind i hans liv, først og fremmest den Manhattan-brøvtende men elskelige Joe, som passer sin fars kaffe bod og som trænger til nogen venner i en grad så han glædeligt tager med på Finbars mange tog udflugter, hvor der sagtens kan gå flere timer imellem at togene kommer forbi. Så er der selvfølgelig også Olivia Harris som ikke bare en, men hele to gange er ved at køre Finbar ned, så han må søge tilflugt i grøften. De tre starter et umage venskab, også selvom det ikke altid er med Finbars gode vilje, men langsomt formår Joe og Olivia at trænge ind på livet af Finbar, som ellers har brugt store del af sit liv på at være vred på verden over sin størrelse. Han lærer at der er mennesker der kan se ud over at han er en dværg, hvilket mest tydeligt kommer frem da Joe spørger om der findes klubber for folk som ham, hvilke folk spørger Fin i troen at Joe referere til hans størrelse, men svaret er, for folk der går op i tog.


Netop da Fin åbner op bliver han dog endnu engang brændt af, og hans ellers ny-fundne tro på andre mennesker bliver endnu engang sat på alvorlig på prøve. Men pludselig er det Finbar der må stå til rådighed for sine venner da de har brug for hjælp.

The Station Agent er en ret simpel og alligevel ret smuk film om venskab (og tog). Så når Ari Gold sviner filmen er det ikke ret fair, den får ihvertfald en stor anbefaling med herfra.

torsdag den 14. januar 2010

Årets albums 2009 - Honorable mentions (feat. mad probs til Sverige)


Nu må det i grunden også snart være nok med alt denne tilbageskuende aktivitet, et nyt årti er på vej, og nye plader er udsendt. (og Vampire Weekend, Spoon og Beach House skulle gerne være på vej med posten) Men altså jeg synes alligevel at der er nogle plader som ikke nåede med ind på top-30 listen som fortjener at få noget ros med på vejen.
Den første og vigtigste er The Decemberists' The Hazards of Love som nok i virkeligheden burde ha' fundet vej ind på top-30 listen, selvom jeg ikke synes at albummet er helt på højde med deres tidligere udspil, så er det stadig et godt album, som helt sikekrt også voksede en del på mig efter at jeg så dem spille albummet fra ende til anden til en koncert i Boston sidste forår.
Dan Deacons Bromst var et af de mange albums som jeg slæbte med hjem fra USA, og måske forsvandt det en lille smule i mængden af musik som blev slæbt med hjem, eller måske har jeg stadig ikke rigtigt kommet ind på livet af albummet, men jeg har en klar forventning om at jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at prøve, for det er virkelig et album som fascinerer mig, med den strittende lydunivers og heftige tempo.
Svenske Fever Rays selvbetitlede solo album var en mørk(ere) og mere afdæmpet version af den musik Karin Dreijer Andersson normalt laver sammen med sin bror i The Knife. Jeg havde ret store forventninger til hendes koncert på Roskilde, men den blev desværre lidt ødelagt af horder af sindssyge Malk De Koijn fans, som indtog Arena scenen nærmest hele dagen, pladen er dog stadig god.
Jason Lytle var tidligere kendt som forsanger for det aldeles glimrende band Grandaddy, som desværre valgte at gå i opløsning tilbage i 2006. Solo albummet med titlen Yours Truely, The Commuter bød heldigvis på mange af de samme toner som man fandt hos Grandaddy, egentlig synes jeg albummet var lidt kedeligt, men det er stille vokset på mig, hvis man ikke kender albummet kan man passende starte med nummeret It's the Weekend.
We Were Promised Jetpacks tog på fineste vis arven op fra bands som The Twilight Sad og Frightened Rabbit (og mange andre) og hvis man har hang til disse bands vil man også kunne finde gode ting hos det seneste skud på den skotske indie-himmel.
Før det bliver alt for langt vil jeg gerne kaste kærlighed og respekt efter en masse andre bands som f.eks. Woods, The Rural Alberta Advantage, Atlas Sound, The Antlers, Handsome Furs, Health og Freelance Whales, hvis album står til at blive genudgivet her i 2010. Jeg så dem ganske tilfældigt spille en koncert på en subway station i Brooklyn sidste forår, og der jokede vi lidt med at de ville blive det nye store, og at vi så dem imens de var små - i mellemtiden har de fået en del hype (både fra Stereogum og ikke mindst börneblogger) og albummet, Weathervanes viser at de har fortjent det. De er mit pick til at blive store i 2010.

Til allersidst skal der lyde et stort hurra for Sverige - HURRA!
På en eller anden liste over det bedste musik fra sidste årti kunne man sidste år læse at Simon Kvamm havde hørt et stykke danske musik, som havde fået ham til at tænke at, "nu fører svenskerne ikke længere" (hvilket band der var tale om kan jeg ikke huske). Hvis vi nu skal blive i de fodbold metaforer som Kvamm er så glad for, så kan men vist roligt udnævne Nephew til at være musikkens svar på fodboldt-tossen/idioten og konstatere at Danmark nu er dømt som tabere i den store nordiske musikkrig. Men i det hele taget var vi også så håbløst langt bagud efter 2009 at det kunne være det samme, i år har Sverige sendt et hav af stærke udspil på gaden og ud over de bands som tidligere er nævnt (JJ, The Bear Quartet, Fever Ray) har jeg nydt udspil fra svenske kunstnere som Jenny Wilson, Bob Hund, El Perro Del Mar, A Camp, Taken By Trees og Taxi Taxi! - det må være noget med vandet ovre på den side.

onsdag den 13. januar 2010

Årets albums 2009 - Danske udgivelser


Det er i grunden noget underligt noget det her med at differentiere imellem udenlandske og danske udgivelser. Et album er vel et album og i den forstand at det overhovedet giver mening at stille dem op imod hinanden som en konkurrence og vurdere hvilke der er bedre end andre, så burde alle albums vel kunne ses som lige. Jeg mødte engang en amerikansk film professor, som var i Danmark for at holde en forelæsning i forbindelse med en konference. Af alle de ting hun kunne forske og forelæse om havde denne kvinde valgt Susanne Bier, hvilket mildest talt kom noget bag på mig, hvorfor ville nogen vælge Susanne Bier når der nu fandtes så meget godt, og der var da virkelig ingen grund til at vælge dansk film, når der nu f.eks. fandtes så meget glimrende amerikansk film at skrive om. Vores snak fortsatte og vi kom også fordi musik, hvor vi stødte ind i lidt det samme problem, for der mente jeg jo også at der var så meget glimrende amerikansk musik (som jeg husker det kredsede det mest om country-agtige kunstnere) så jeg name-droppede ivrigt kunstnere som f.eks. Ryan Adams, som jeg da til dels fik medhold i havde visse kvaliteter, men ikke var noget hun kunne gå på halen over. Her var der dog ikke noget dansk band hun havde kastet sin kærlighed over, så sammenligningen imellem film og musik stopper her. Men pointen er jo hvorfor det er at man ser på udenlandske kunstnere med et andet blik end på kunstnere fra sit eget land (hvis det altså virkelig er tilfældet).


Jeg kan på ingen måde sige mig fri for selv at skelne, og har ganske sikkert utallige gange ytret det er meget godt for et dansk band at være, eller hvis det er et rigtig godt dansk band så har de international klasse. Jeg går iøvrigt som udgangspunkt altid i en stor bue udenom danske film, af den simple grund at de er danske, og her har jeg muligvis snydt mig selv for noget (jeg tvivler). Billedet fortsætter også i medierne, hvor salgstal i udlandet pludselig bliver en form for garant for kvalitet, hvis et dansk band kan sælge godt i udlandet må de jo være gode, vi husker vel f.eks. allesammen P3s knæfald for de helt og aldeles elendige Infernal som pludselig var et fantastisk band fordi Paris to Berlin var gået nummer 1 i England.


Nå nu må det være nok med løse tanker om hvordan man anskuer bands forskelligt ud fra om de er danske eller udenlandske. Her kommer der lidt om de danske udgivelser fra 2009 som jeg har bidt mærke i. Først og fremmest vil jeg nævne Slaraffenland (igen), for et godt stykke tid siden skrev jeg begejstret om deres seneste udspil "We're On Your Side" og det album synes jeg stadig virkelig godt om, det er noget mere poppet og tilgængeligt end deres tidligere udspil, og det gør mig absolut intet. Jeg har hørt nummeret Postcard utallige gange, sangen handler om tour livet og hvor hårdt det kan være for forhold og venskaber hjemme og derfor må sangens hovedperson da også forsikre at " when I am back again I'll make it up to you". Igen må jeg på det kraftigste anbefale Slaraffenland og deres seneste udspil "We're On Your Side".


På en eller anden måde havde jeg nærmest overset/glemt/været ligeglad med at The Raveonettes også sendte et album på gaden i 2009, men hen imod slutningen
året fik jeg endelig samlet "In and Out of Control" op, og det viser sig at Sune og Sharin på ingen måder har glemt hvordan man skruer en god pop sang sammen. Bang! og Boys Who Rape (Shold All Be Destroyed) har været i heftig rotation lige siden jeg fik fingrene i albummet. Jeg er ikke sikker på at pladen som sådan er særlig langtidsholdbar, men for cheap thrills virker den rigtig godt for mig lige nu.

Ligesom alle andre har jeg selvfølgelig også kastet min kærlighed på The Rumour Said Fire og deres aldeles fremragende EP "The Life and Death of a Male Body" og selvfølgelig mega hittet The Balcony. Om ikke i lige så stor grad så har nummeret Dance også blevet hørt en del gange, og jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg glæder mig til at høre et regulært album fra bandet.

Mew udgav jo også nyt sidste år, men faktisk må jeg indrømme at albummet med den irriterende lange titel mest af alt bare har stået i reolen og kigget, det har jeg en eller anden forhåbning om at der bliver lavet om på, men igen vil jeg ikke love for meget.

Nu begynder det at knibe med at huske flere nævneværdige danske udgivelser fra sidste år, jeg kan ihvertfald ikke umiddelbart komme i tanke om at jeg har investeret i flere albums. Hvis der er noget jeg skammeligt har overset eller bør tjekke ud så smid en kommentar (jeg har for øvrigt også hørt Oh No Ono - det stinker!).

torsdag den 7. januar 2010

Årets albums 2009 10-1


Så er det blevet tid til de 10 bedste albums fra sidste år, faktisk er det jo lidt snyd, for den selvsamme liste har man kunne finde i et par dage ovre på Frekvens, men altså jeg synes lissom det ville ødelægge helheden lidt ikke også at poste listen her.

10. Kurt Vile - God is Saying This To You
Kurt Vile smed 2 virkelig gode albums på gaden i år, dette er den mere afdæmpede og inderlige bror til den mere rockede "Childish Prodigy". Begge albums består af lettere syret lo-fi pop, lidt i samme ånd som Girls.

09. Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix
Phoenix satte ild i dansegulvet med et album spækket med pop perler, og ja det var altså pop med stort P. Hvis du ikke har danset til Lisztomania, 1901 eller Lasso sidste år, så har du ikke været til nok fester.

08. Girls - Album
Hvis man piller de fantastiske historier og den store hype som omgiver bandet væk, så står man tilbage med et album spækket med gode sange. Det lyder af Californien og Summer of Love og Beach Boys og et lille uskyldigt syretrip. "...so come on, come on, come on, come on dance with me".

07. The Low Anthem - Oh My God, Charlie Darwin
The Low Anthem tager arven op efter den "pæne" musik som strømmede ind over os i 2008, og fans af Fleet Foxes og Bon Iver vil ganske givet også holde af The Low Anthem. Americana tilsat lidt grundlæggende tvivl på menneskeheden, "who could heed the words of Charlie Darwin, the lords of war just profit from decay". Det er godt.

06. Jeffrey Lewis & The Junkyard - 'Em Are I
Den har plade var lidt af en overraskelse, havde læst lidt om den og blev nysgerrig, og da jeg så endelig fik den hørt tog den mig med storm. Det er lo-fi, skæve historier, fantastiske lyrics og det er virkelig fedt. "It's hard to get bored, when you picked the right two chords" synger Lewis, jeg er rystende enig.

05. M.Ward - Hold Time
Matt Ward fortsatte samarbejdet med Zooey Deschanel på et par af Hold Time sangene, der var også besøg fra helte som Jason Lytle og Lucinda Williams, der var covers af Neil Young og Buddy Holly, men først og fremmest var der fantastisk sangskrivning af Ward selv, tydeligst på Epistemology.

04. Yo La Tengo - Popular Songs
New Jersey's finest rullede hele spekteret ud på "Popular Songs" fra den lige ud af landevejen rockede Nothing to Hide over den stille og fine I'm On My Way og hen til de 3 afsluttende numre som sammenlagt når op på over en halv time i spilletid - kreativt overskud, ja tak.

03. Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle
Bill Callahan har tilsyneladende smidt Smog navnet, men den dybe røst og lo-fi tilgangen er der ikke rykket ret meget ved. "Sometimes..." byder på et studie i inderlighed og smukke stunder, håbefuldt og dystert på samme tid, men først og fremmest forbandet vedkommende.

02. Grizzly Bear - Veckatimest
En lille ø i Massachusetts kom på alles læber, da Grizzly Bear smed denne perle på gaden. Stilen fra "Yellow House" fortsatte med en række fine og følsomme sange som til stadighed udfolder sig ved nye gennemlytninger, og Grizzly Bear fik på den måde lavet alle raske indie drenge og pigers favorite make-out record.

01. Animal Collective - Merriweather Post Pavilion
Året var ikke ret gammelt før Animal Collective satte overliggeren ualmindeligt højt, det underlige blev til pop og AC fik nærmest et kommercielt gennembrud. Sluttede så lige året af med at smide EPen "Fall Be Kind" med den glimrende What Would I Want? Sky på gaden, bare lige for at minde os om at 2009 tilhørte Animal Collective.


På den måde kom vi igennem de 30 bedste albums fra sidste år, i løbet af de næste dage vil jeg muligvis kigge lidt på danske udgivelser, og så er der jo stadig en masse som der ikke blev plads til, men som jeg stadig har nydt, og de skal også have et par ord med på vejen.

onsdag den 6. januar 2010

Årets albums 2009 20-11

Så er vi nået til anden afdeling af den store årsliste offentliggørelse. Gamle kendinge blander sig igen med nyere navne.

20. Sonic Youth - The Eternal
Hvad skal man skrive om Sonic Youth som ikke allerede er blevet skrevet mange gange før. Pladen er ikke så kompliceret som før er set, men indeholder generelt nogle rigtig gode sange. Specielt Antenna har været lidt af et hit i min bog.

19. The Mountain Goats - The Life of The World To Come
Så ofte som jeg nærmest kan komme afsted med det fortæller jeg om hvor fantastisk et band The Mountain Goats er, det har det seneste udspil ikke givet mig grund til at lave om på. Sangene på albummet er alle opkaldt efter passager fra Biblen, og sædvanen tro har John Darnielle skabt nogle fantastiske lyrics omkring livets mere alvorlige sider.

18. Cymbals Eat Guitars - Why There Are Mountains
Cymbals Eat Guitars trækker inspiration fra en masse forskellige steder, ikke mindst fra 90ernes indie-rosk scene, hvor specielt sammenligningen med gendannede Pavement ligger lige for. Det er gode sange som til tider bliver sovset ind i støj. Man kan med fordel starte med at lytte til Wind Phoenix (Proper Name).

17. Kurt Vile - Childish Prodigy
Det ene af to virkelig gode albums fra Kurt Viles hånd i år. Childish Prodegy er den rockede bror til "God Is Saying This To You". Sangene for en (ihvertfald mig) til at drømme om dovne sommerdage efterfulgt af vilde aftener.

16. Akron/Family - Set 'Em Wild, Set'Em Free
Set 'Em Wild, Set 'Em Free fulgte mig det meste af 2009, nummeret River åbnede lissom pladen op, og derfra var der ikke andet tilbage end at nyde det alternative folk bands nok mest tilgængelige udspil til dato, pladen har fået lov til at ligge stille mange gange i løbet af året, men hver gang den er blevet fundet frem igen, er jeg blevet overbevist om hvor stærkt et udspil det er.

15. Wilco - Wilco (The Album)
Det står stadig fast at Wilco til dato ikke har lavet et dårligt album igennem deres karriere. Man kan dog godt høre at de for første gang ikke har haft udskiftninger i bandet imellem to pladeudspil, og den noget voksne (pæne?) lyd fra "Sky Blue Sky" går igen, men de laver stadig nogle forbandede gode sange, det vidner især I'll Fight og You And I om.

14. JJ - JJ no. 2
JJ spiller pop musik, blandet godt op med afro rytmer, og det kom som lidt af en overraskelse for mig, da jeg fandt ud af at bandet faktisk er svensk. Endnu engang må vi se misundeligt til imens svenskerne får det til at virke så let at spytte fantasstiske plader ud.

13. Dirty Projectors - Bitte Orca
Det tog mig en del tid at komme ind på livet af Bitte Orca. Men når man giver dem nogle gennemlytninger åbner de skæve pop-kompositioner sig op. Singlen Stillness In The Move var det nummer jeg først faldt for, og det står stadig som albummets højdepunkt, men det er altså også et virkelig godt nummer.

12. Great Lake Swimmers - Lost Channels
Nummeret Stealing Tomorrow fra "Lost Channels" er suverænt det smukkeste nummer jeg hørte i 2009, og det alene beretter næsten pladsen, men derudover er albummet fyldt med glimrende alt-country numre som Pulling On A Line og Still.

11. The Pains of Being Pure at Heart - ST.
TPOBPATs smittende indie sange mindede med deres naivitet om Phil Spectors pigegrupper fra 60erne samtidig med at deres støj mindede om The Jesus and Mary Chain. Det er dog helt sikkert at albummet består udelukkende af hits som bør kunne banke gang i hver en fest, og hvem kan så iøvrigt stå for linjer som, "he hadn't lived a day, the way you lived your final days a teenager in love with Christ and heroin".

tirsdag den 5. januar 2010

Årets albums 2009 30-21


Først og fremmest ikke et ord om nytårsfortsæt og hyppigere opdateringer af bloggen, det ved vi jo nok godt er et løfte som kun lever på lånt tid.

Nuvel lad os se på det, jeg har lært af de store drenge (Martin Hjorth og Pitchfork) at man skal starte fra bunden, så det gør vi:


30. The xx - XX
The xx var på alles læber sidste år, og det med rette, deres kølige, stemningsfulde og afmålte electronica fremstod som det cooleste af uber-cool både live og på plade.

29. The Flaming Lips - Embryonic
Jeg hører ikke til en af dem der har længtes tilbage til Flaming Lips pre-The Soft Bulletin og derfor er det nyeste album heller ikke en genkomst af de "sande" Flaming Lips. Der er blevet skruet op for det syrede, og det kan man holde af eller lade være, men det er stadig fornøjeligt at tage en tur rundt i det underlige univers.

28. Japandroids - Post-Nothing
Det er poppede sange smurt ind i støj og skåret helt ind til benet. Det er pokkers fængende og samtidigt forstyrende. "...now i worry about dying".

27. The Bear Quartet - 89
Jeg stiftede først bekendtskab med The Bear Quartet da de belv offentliggjort til sidste års Pop Revo festival, hvor de leverede en, som jeg husker det, ret rå og mørk koncert. Nu kommer det tilsvarende album så. 89 er mørkt og tungt og oser langt væk af farlig rock n' roll.

26. Sunset Rubdown - Dragonslayer
Spencer Krug er et uovertruffent kreativt monster, som til trods for en kæmpe produktivitet ikke sætte amnge fødder forkert. Dragonslayer indeholder fremragende sange som f.eks. Idiot Heart men kom i min bog til at stå lidt i skyggen af et af Krugs andre projekter Swan Lake.

25. The Whitest Boy Alive - Rules
Det andet album fra den hvide dreng levede ikke helt op til debutten, men bød dog stadig på stjernestunder som Island og Courage, dertil kom en fremragende koncert på Train, som jo egentlig ikke har noget med albummet at gøre, men det giver lige et bonus point alligevel.

24. Nurses - Apple's Acre
Der var et par uger i sensommeren hvor jeg stort ikke lyttede til andre albums, og det blev ganske sikkert lidt for meget, et genlyt viser dog hurtigt hvad jeg faldt for, skæve melodier, en karakteristisk stemme i front, og en lyd af sommer.

23. Dinosaur Jr. - Farm
Dinosaur Jr. beviste igen at deres come-back er et af de mere vellykkede, lever ikke helt op til Beyond men støjer stadig igennem.

22. Swan Lake - Enemy Mine
Det bedste fra Spencer Krug i år, det havde f.eks. den bedste version af Paper Lace. En pokkers skam at de ikke turnerer.

21. Andrew Bird - Noble Beast
Et album som sikkert kunne ha' endt højere oppe på listen hvis jeg havde fået lyttet til det noget mere - det vil jeg så gøre i 2010.