The Guardian Music Podcast

Faktisk har jeg aldrig brugt podcast mediet synderligt meget, men på det seneste er jeg dog stødt på en del ret spændende ting, og har efterhånden samlet en del podcasts sammen, som jeg får lyttet til sådan nogenlunde regelmæssigt.

En ny podcast som jeg netop er faldet over er fra The Guardians musikredaktion, som hver uge lægger forskellige interviews eller features op til fri afbenyttelse. Hvis man ser lidt på hvad man kan finde så har der tidligere i år været en Bob Dylan special (selvfølgelig), en punk special og en længere gennemgang af årets Glastonbury festival (5 podcasts i alt). Der har også været programmer der omhandlede PJ Harvey's Mercury Prize vindende "Let England Shake", Kurt Vile og Awesome Tapes from Africa deler et program, og det samme gør Ariel Pink og Bryan Ferry. 

Den seneste podcast er med Jason Pierce fra Spiritualized (billedet), som fortæller om bandets nye album, som er sat til at udkomme i januar næste år.

Går man endnu længere tilbage finder man også programmer med Caribou, The National, Beach House, Gil Scott-Heron osv. Der burde alt i alt være lidt for enhver smag.

Fin podcasten under The Guardian Music Weekly. 

Steve Earle

Som nævnt tidligere, så var jeg inde og se Justin Townes Earle for noget tid siden på Pumpehuset, og det var rigtig godt. I den anledning bør man måske huske at farmand altså også godt kan finde ud af at skrive en sang.

The Dodos

Jeg var ret begejstret for The Dodos andet album, gennembrudspladen "Visiter" fra 2008, og ikke mindst det fantastiske nummer "Fools", som der også er lavet en ret fantastisk video til. Efterfølgeren "Time to Die"fra 2009 var dog noget af en skuffelse, så jeg må indrømme at jeg ikke spekulerede synderligt meget over at The Dodos tidligere i år udsendte deres fjerde album "No Color". En tur forbi Spotify, har nemlig afsløret at albummet indeholder nogle af de dyder som gjorde "Visiter" til så behageligt et selskab. Ydermere er der hentet hjælp hos den altid skønne Neko Case, og det i sig selv er næsten nok til til at give albummet en chance.  

 

Bill Callahan

Smukke Bill. I aften. Det bliver fantastisk.

My Morning Jacket

På torsdag den 17. november spiller My Morning Jacket på Majeriet i Lund, og det glæder jeg mig rimelig meget til. Jeg havde også billet til den koncert som blev aflyst på Vega i 2008, så koncerten er længe ventet. Egentlig fortjerner de et lidt længere indlæg, men det kan jeg ikke helt overskue. Lige nu er jeg dog ret meget oppe at køre over min nye opdagelse; 2 opsamlingsalbums med tidlige demoer og ikke mindst, masser af cover numre. På Early Recording Chapter 1 og 2 med henholdsvis undertitlerne "The Sandworm Cometh" og "Learning", begge tilbage fra 2004, finder man cover versioner af så forskellige numre som Berlins "Take My Breath Away", Pet Shop Boys' "West End Girls" og Elton Johns "Rocket Man". Jeg er generelt stor fan af My Morning Jackets cover versioner, så her følger et par stykker af deres bedste. Et par stykker af dem endda med den skønne Neko Case.

Islands in the Stream (Dolly Parton & Kenny Rogers)

Stop Draggin' My Heart Around (Stevie Nicks & Tom Petty)

Goin' To Acapulco (Bob Dylan)

Take My Breath Away (Berlin)

Celebration & Get Down On It (Kool & The Gang)

November, november, november

Det er altid lidt hårdt at vende sig til det mørke, der for alvor rammer os højt mod nord i november. Peter H. Olesen lavede sammen med sin bror Henrik, i deres nu hedengangen band Olesen-Olesen, den essentielle sang om efterårs depressionen, "November mere end nogensinde". I sangen hedder det bl.a. at "dagen er aftaget med næsten 14 timer", som det sagtens kan føles. Sangen er kraftigt inspireret af Henrik Nordbarndt digtet, "Året har 16 måneder", som lyder,

"Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november"

Olesen vedkender sig da også denne inspiration, med bekendelsen, "hårdt ramt lissom Nordbrandt". Nordbrandt har jo rent faktisk taget konsekvensen af sit nordiske tungsind, og bruger nu mange af sine vintre under varmere himmelstrøg. En tanke der også har strejfet Olesen, når han sammen De Efterladte stiller spørgsmålet, "hvorfor bosatte vi os så højt mod nord?" i sangen "Sang i klar frost". 

Hvis man ikke er helt så tungsinds ramt som de to herrer ovenfor, så kan man roligt kaste sig ud i både Olesen-Olesens og De Efterladtes beklagelser. Lider man derimod af samme nordiske blues, så kan det faktisk godt tænkes at Peter Olesen betragtninger kommer en tand for tæt på, og så bør man måske investere i en højfjeldsol istedet.

Det var ikke umiddelbart muligt at finde frem til nogle af de nævnte sange, men istedet kan man nyde disse fine numre fra De Efterladte.

De efterladte: "Mit lyssyn" from Melodika on Vimeo.

  De efterladte: Nedenom og hjem by Melodika

Justin Townes Earle

Indlægget her om Justin Townes Earle blev egentlig begyndt da han blev offentliggjort til årets Roskilde Festival, men af samme grund som alle de andre indlæg man kunne ha skrevet på den tid, så blev det altså bare ikke posteret.

Justin Townes Earle er søn af sangeren og sangskriveren Steve Earle, som jeg iøvrigt fangede i Malmø for ikke så lang tid siden, det var ganske glimrende. Som den kvikke læser måske har regnet ud, så er Justin opkaldt efter sin fars gamle ven og mentor Townes Van Zandt, så den stadig ganske unge mand har altså en del sangskriver bagage at slæbe på/læne sig op ad. Justin Townes Earle er opvokset i Nashville hos sin mor Carol Ann Hunter Earle, Steve Earles tredje ægteskab ud af i alt syv, herunder 2 ægteskaber med den samme kvinde. Allerede som ganske ung rodede Justin Townes sig ud i et stofmisbrug og debutpladen "Yuma" udkom kort efter at den på daværende tidspunkt 25 årige Justin Townes havde været en tur i rehabilitering.

Justin Townes Earle sammen med sin far Steve Earle i HBO serien Treme

Sidste år udgav Justin Townes Earle albummet Harlem River Blues, som ikke bare er hans mest helstøbte album til dato, men også et af de bedste albums fra 2010. Ligesom sin far har Justin Townes slået sig ned i New York og flere af sangene kredser da også om byen, ikke mindst det storsvingende titelnummer "Harlem River Blues" som kan opleves nedenfor i en mere end overbevisende udførsel fra David Letterman, iøvrigt med assistance fra Drive-By Truckers' Jason Isbell. Til trods for at Earle juniors hjemby nu hedder New York så holder han stadig fast i et rimelig rootsy udtryk, så hvis man kan kan lide god old-school country så bør man ikke snyde sig selv for et nærmere bekendtskab med Justin Townes Earle.

Justin Townes Earle spiller iøvrigt i Pumpehuset den 19. november.

Fleet Foxes

Jeg troede egentlig at jeg var blevet forhindret i Fleet Foxes koncerten i København på torsdag, men sådan noget med at holde styr på en kalender er åbenbart ikke så nemt som man skulle tro, så det vist sig at jeg havde en hel fri aften, som nu er blevet fyldt ud med planer om at fange de bløde mænd fra Seattle live. Ligesom alle andre var jeg ret glad for den første plade, og den seneste holder faktisk også ret godt. Jeg har aldrig fået set bandet så nu er jeg faktisk begyndt at glæde mig ret meget.

Herunder følger videon til "White Winter Hymnal" fra debutpladen, som er instrueret af forsanger Robin Pecknolds storebror Sean Pecknold. Længere nede findes et par numre fra det seneste album.

Hvis man gerne vil af med et image som et skovhugger band som bor i træhytter ude i skoven, så bør man måske i øvrigt holde sig væk fra pressefotoer som ovenstående, men det ved jeg så heller ikke om de gerne vil.

Fleet Foxes - Helplessness Blues
Fleet Foxes - Grown Ocean

The Black Keys

Jeg har egentlig aldrig rigtig fået dyrket The Black Keys, og noget tyder på at det kunne være lidt af en fejl. Deres nye single er nemlig en helt igennem monstersejt rocksang. Mere har jeg ikke at sige om det.

Nå jo, det skulle da lige være at jeg ville ønske jeg havde moves som fyren i videoen.

Eleanor Freidberger

Dengang det skulle forestillet at ha' været sommer i Danmark, nærmere bestemt den 12. juli i år udgav Eleanor Friedberger sit første soloalbum, som måske meget passende har fået titlen "Last Summer". Eleanor Friedberger udgør til dagligt den ene halvdel af søskende duoen The Fiery Furnaces, og har været (er?) i et forhold med Franz Ferdinand forsangeren Alex Kapranos, som forevigede sangerinden i nummeret "Eleanor Put Your Boots On". Albummet har ikke fået den store opmærksomhed, ikke fordi The Fiery Furnaces plejer at ryde musikbladenes forsider i forvejen.

The Fiery Furnaces er kendt for et meget varieret udtryk lige fra det meget eksperimentelle til ret fængende popsange med kant, og det er hovedsageligt i sidste grøft at Eleanors soloalbum lægger sig. Albummet åbner med tre regulære ørehængere i numrene "My Mistakes", "Inn of the Seventh Ray" og "Heaven". Det er et yderst stemningsfuldt album og der vil sikkert være noget at finde for dem der savner hits på det seneste Feist album (det gør jeg for the recortd ikke).

Inde på Merge Records' hjemmeside kan man streame hele Eleanor Friedbergers album, og det har fortjent at blive hørt at en masse folk.

Jens Lekman

Det her indlæg er ganske sikkert helt omsonst, forstået på den måde, at jeg nu forsøger at genoplive en gammel blog, velvidende at forsøget sikkert bliver kortlivet, men et forsøg skal det altså nu alligevel have.

Grunden til dette er en netop overstået koncert med den svenske troubadour Jens Lekman i Studio 2 i DRs Koncerthus (man kan se en egentlig anmeldelse hos Gaffa). Anledningen var egentlig et besøg fra min norske ven Øyvind Rones, som fejrede sin fødselsdag med et besøg i København for at se Jens Lekman. Jeg havde godt selv registreret at han skulle spille, og da det er en del år siden jeg har set ham sidst, nærmere bestemt Pop Revo i 2007, så havde jeg overvejet en del om jeg ikke skulle se den koncert, men det er nok alligevel tvivlsomt om jeg var kommet afsted hvis ikke Øyvind havde meldt sin ankomst. Tak til ham for det.

Koncerten igår mindede mig nemlig om hvor meget jeg egentlig holder af Jens Lekmans musik. Jeg har helt sikkert lyttet mest til pladen Night Falls Over Kortedala tilbage fra 2007, men startede ud med at lytte meget til opsamlingen Oh, You're so Silent Jens, som blev udgivet tilbage i 2005 og som samler numre fra en række EPer og singler.

Jeg var ganske spændt på hvad man kunne forvente at gårsdagen sætliste, jeg vidste jo ok at vi skulle have sange, fra den nye, og ganske fine EP, An Argument With Myself, men derudover var det lidt af et spørgsmålstegn havd Lekman ville finde frem. Derfor var det ganske outstanding da tonerne af "I Saw Her at The Anti-War Demonstration" satte igang. Det var det nummer der i sin tid fik mig hooked på Jens Lekman. Aftenen fortsatte med en masse gamle kendinge, som man kan og bør finde på Oh, You're So Silent Jens, bl.a. "Black Cab" hvorfra titlen er hentet, og "A Sweet Summer's Night on Hammer Hill" hvis taktfaste klap er en sampling fra Shangri-Las nummeret "Remember (Walking in the Sand)". Hvilket bringer mig til at Jens Lekman under gårsdagens koncert, under "The Opposite of Hallelujah" også flettede et sample ind af nummeret "Give Me Just A Little More Time" med bandet The Chairman of the Board.

Før det hele bare ender i namedropping af en masse obskure bands og sangtitler, så skal det her ses som en anbefaling af Jens Lekmans charmerende og dejligt lo-fi skramlende bagkatalog, som altså nogen lunde repræsentativt kan findes på Oh, You're So Silent Jens. Det er iøvrigt også værd at nævne at Lekman forærer en del sange og indtil flere tour EPer væk gratis inde på sin hjemmeside.

Jens Lekman - A Sweet Summer's Night on Hammer Hill
Jens Lekman - An Argument With Myself