The Guardian Music Podcast

Faktisk har jeg aldrig brugt podcast mediet synderligt meget, men på det seneste er jeg dog stødt på en del ret spændende ting, og har efterhånden samlet en del podcasts sammen, som jeg får lyttet til sådan nogenlunde regelmæssigt.

En ny podcast som jeg netop er faldet over er fra The Guardians musikredaktion, som hver uge lægger forskellige interviews eller features op til fri afbenyttelse. Hvis man ser lidt på hvad man kan finde så har der tidligere i år været en Bob Dylan special (selvfølgelig), en punk special og en længere gennemgang af årets Glastonbury festival (5 podcasts i alt). Der har også været programmer der omhandlede PJ Harvey's Mercury Prize vindende "Let England Shake", Kurt Vile og Awesome Tapes from Africa deler et program, og det samme gør Ariel Pink og Bryan Ferry. 

Den seneste podcast er med Jason Pierce fra Spiritualized (billedet), som fortæller om bandets nye album, som er sat til at udkomme i januar næste år.

Går man endnu længere tilbage finder man også programmer med Caribou, The National, Beach House, Gil Scott-Heron osv. Der burde alt i alt være lidt for enhver smag.

Fin podcasten under The Guardian Music Weekly. 

Steve Earle

Som nævnt tidligere, så var jeg inde og se Justin Townes Earle for noget tid siden på Pumpehuset, og det var rigtig godt. I den anledning bør man måske huske at farmand altså også godt kan finde ud af at skrive en sang.

The Dodos

Jeg var ret begejstret for The Dodos andet album, gennembrudspladen "Visiter" fra 2008, og ikke mindst det fantastiske nummer "Fools", som der også er lavet en ret fantastisk video til. Efterfølgeren "Time to Die"fra 2009 var dog noget af en skuffelse, så jeg må indrømme at jeg ikke spekulerede synderligt meget over at The Dodos tidligere i år udsendte deres fjerde album "No Color". En tur forbi Spotify, har nemlig afsløret at albummet indeholder nogle af de dyder som gjorde "Visiter" til så behageligt et selskab. Ydermere er der hentet hjælp hos den altid skønne Neko Case, og det i sig selv er næsten nok til til at give albummet en chance.  

 

Bill Callahan

Smukke Bill. I aften. Det bliver fantastisk.

My Morning Jacket

På torsdag den 17. november spiller My Morning Jacket på Majeriet i Lund, og det glæder jeg mig rimelig meget til. Jeg havde også billet til den koncert som blev aflyst på Vega i 2008, så koncerten er længe ventet. Egentlig fortjerner de et lidt længere indlæg, men det kan jeg ikke helt overskue. Lige nu er jeg dog ret meget oppe at køre over min nye opdagelse; 2 opsamlingsalbums med tidlige demoer og ikke mindst, masser af cover numre. På Early Recording Chapter 1 og 2 med henholdsvis undertitlerne "The Sandworm Cometh" og "Learning", begge tilbage fra 2004, finder man cover versioner af så forskellige numre som Berlins "Take My Breath Away", Pet Shop Boys' "West End Girls" og Elton Johns "Rocket Man". Jeg er generelt stor fan af My Morning Jackets cover versioner, så her følger et par stykker af deres bedste. Et par stykker af dem endda med den skønne Neko Case.

Islands in the Stream (Dolly Parton & Kenny Rogers)

Stop Draggin' My Heart Around (Stevie Nicks & Tom Petty)

Goin' To Acapulco (Bob Dylan)

Take My Breath Away (Berlin)

Celebration & Get Down On It (Kool & The Gang)

November, november, november

Det er altid lidt hårdt at vende sig til det mørke, der for alvor rammer os højt mod nord i november. Peter H. Olesen lavede sammen med sin bror Henrik, i deres nu hedengangen band Olesen-Olesen, den essentielle sang om efterårs depressionen, "November mere end nogensinde". I sangen hedder det bl.a. at "dagen er aftaget med næsten 14 timer", som det sagtens kan føles. Sangen er kraftigt inspireret af Henrik Nordbarndt digtet, "Året har 16 måneder", som lyder,

"Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november"

Olesen vedkender sig da også denne inspiration, med bekendelsen, "hårdt ramt lissom Nordbrandt". Nordbrandt har jo rent faktisk taget konsekvensen af sit nordiske tungsind, og bruger nu mange af sine vintre under varmere himmelstrøg. En tanke der også har strejfet Olesen, når han sammen De Efterladte stiller spørgsmålet, "hvorfor bosatte vi os så højt mod nord?" i sangen "Sang i klar frost". 

Hvis man ikke er helt så tungsinds ramt som de to herrer ovenfor, så kan man roligt kaste sig ud i både Olesen-Olesens og De Efterladtes beklagelser. Lider man derimod af samme nordiske blues, så kan det faktisk godt tænkes at Peter Olesen betragtninger kommer en tand for tæt på, og så bør man måske investere i en højfjeldsol istedet.

Det var ikke umiddelbart muligt at finde frem til nogle af de nævnte sange, men istedet kan man nyde disse fine numre fra De Efterladte.

De efterladte: "Mit lyssyn" from Melodika on Vimeo.

  De efterladte: Nedenom og hjem by Melodika

Justin Townes Earle

Indlægget her om Justin Townes Earle blev egentlig begyndt da han blev offentliggjort til årets Roskilde Festival, men af samme grund som alle de andre indlæg man kunne ha skrevet på den tid, så blev det altså bare ikke posteret.

Justin Townes Earle er søn af sangeren og sangskriveren Steve Earle, som jeg iøvrigt fangede i Malmø for ikke så lang tid siden, det var ganske glimrende. Som den kvikke læser måske har regnet ud, så er Justin opkaldt efter sin fars gamle ven og mentor Townes Van Zandt, så den stadig ganske unge mand har altså en del sangskriver bagage at slæbe på/læne sig op ad. Justin Townes Earle er opvokset i Nashville hos sin mor Carol Ann Hunter Earle, Steve Earles tredje ægteskab ud af i alt syv, herunder 2 ægteskaber med den samme kvinde. Allerede som ganske ung rodede Justin Townes sig ud i et stofmisbrug og debutpladen "Yuma" udkom kort efter at den på daværende tidspunkt 25 årige Justin Townes havde været en tur i rehabilitering.

Justin Townes Earle sammen med sin far Steve Earle i HBO serien Treme

Sidste år udgav Justin Townes Earle albummet Harlem River Blues, som ikke bare er hans mest helstøbte album til dato, men også et af de bedste albums fra 2010. Ligesom sin far har Justin Townes slået sig ned i New York og flere af sangene kredser da også om byen, ikke mindst det storsvingende titelnummer "Harlem River Blues" som kan opleves nedenfor i en mere end overbevisende udførsel fra David Letterman, iøvrigt med assistance fra Drive-By Truckers' Jason Isbell. Til trods for at Earle juniors hjemby nu hedder New York så holder han stadig fast i et rimelig rootsy udtryk, så hvis man kan kan lide god old-school country så bør man ikke snyde sig selv for et nærmere bekendtskab med Justin Townes Earle.

Justin Townes Earle spiller iøvrigt i Pumpehuset den 19. november.

Fleet Foxes

Jeg troede egentlig at jeg var blevet forhindret i Fleet Foxes koncerten i København på torsdag, men sådan noget med at holde styr på en kalender er åbenbart ikke så nemt som man skulle tro, så det vist sig at jeg havde en hel fri aften, som nu er blevet fyldt ud med planer om at fange de bløde mænd fra Seattle live. Ligesom alle andre var jeg ret glad for den første plade, og den seneste holder faktisk også ret godt. Jeg har aldrig fået set bandet så nu er jeg faktisk begyndt at glæde mig ret meget.

Herunder følger videon til "White Winter Hymnal" fra debutpladen, som er instrueret af forsanger Robin Pecknolds storebror Sean Pecknold. Længere nede findes et par numre fra det seneste album.

Hvis man gerne vil af med et image som et skovhugger band som bor i træhytter ude i skoven, så bør man måske i øvrigt holde sig væk fra pressefotoer som ovenstående, men det ved jeg så heller ikke om de gerne vil.

Fleet Foxes - Helplessness Blues
Fleet Foxes - Grown Ocean

The Black Keys

Jeg har egentlig aldrig rigtig fået dyrket The Black Keys, og noget tyder på at det kunne være lidt af en fejl. Deres nye single er nemlig en helt igennem monstersejt rocksang. Mere har jeg ikke at sige om det.

Nå jo, det skulle da lige være at jeg ville ønske jeg havde moves som fyren i videoen.

Eleanor Freidberger

Dengang det skulle forestillet at ha' været sommer i Danmark, nærmere bestemt den 12. juli i år udgav Eleanor Friedberger sit første soloalbum, som måske meget passende har fået titlen "Last Summer". Eleanor Friedberger udgør til dagligt den ene halvdel af søskende duoen The Fiery Furnaces, og har været (er?) i et forhold med Franz Ferdinand forsangeren Alex Kapranos, som forevigede sangerinden i nummeret "Eleanor Put Your Boots On". Albummet har ikke fået den store opmærksomhed, ikke fordi The Fiery Furnaces plejer at ryde musikbladenes forsider i forvejen.

The Fiery Furnaces er kendt for et meget varieret udtryk lige fra det meget eksperimentelle til ret fængende popsange med kant, og det er hovedsageligt i sidste grøft at Eleanors soloalbum lægger sig. Albummet åbner med tre regulære ørehængere i numrene "My Mistakes", "Inn of the Seventh Ray" og "Heaven". Det er et yderst stemningsfuldt album og der vil sikkert være noget at finde for dem der savner hits på det seneste Feist album (det gør jeg for the recortd ikke).

Inde på Merge Records' hjemmeside kan man streame hele Eleanor Friedbergers album, og det har fortjent at blive hørt at en masse folk.

Jens Lekman

Det her indlæg er ganske sikkert helt omsonst, forstået på den måde, at jeg nu forsøger at genoplive en gammel blog, velvidende at forsøget sikkert bliver kortlivet, men et forsøg skal det altså nu alligevel have.

Grunden til dette er en netop overstået koncert med den svenske troubadour Jens Lekman i Studio 2 i DRs Koncerthus (man kan se en egentlig anmeldelse hos Gaffa). Anledningen var egentlig et besøg fra min norske ven Øyvind Rones, som fejrede sin fødselsdag med et besøg i København for at se Jens Lekman. Jeg havde godt selv registreret at han skulle spille, og da det er en del år siden jeg har set ham sidst, nærmere bestemt Pop Revo i 2007, så havde jeg overvejet en del om jeg ikke skulle se den koncert, men det er nok alligevel tvivlsomt om jeg var kommet afsted hvis ikke Øyvind havde meldt sin ankomst. Tak til ham for det.

Koncerten igår mindede mig nemlig om hvor meget jeg egentlig holder af Jens Lekmans musik. Jeg har helt sikkert lyttet mest til pladen Night Falls Over Kortedala tilbage fra 2007, men startede ud med at lytte meget til opsamlingen Oh, You're so Silent Jens, som blev udgivet tilbage i 2005 og som samler numre fra en række EPer og singler.

Jeg var ganske spændt på hvad man kunne forvente at gårsdagen sætliste, jeg vidste jo ok at vi skulle have sange, fra den nye, og ganske fine EP, An Argument With Myself, men derudover var det lidt af et spørgsmålstegn havd Lekman ville finde frem. Derfor var det ganske outstanding da tonerne af "I Saw Her at The Anti-War Demonstration" satte igang. Det var det nummer der i sin tid fik mig hooked på Jens Lekman. Aftenen fortsatte med en masse gamle kendinge, som man kan og bør finde på Oh, You're So Silent Jens, bl.a. "Black Cab" hvorfra titlen er hentet, og "A Sweet Summer's Night on Hammer Hill" hvis taktfaste klap er en sampling fra Shangri-Las nummeret "Remember (Walking in the Sand)". Hvilket bringer mig til at Jens Lekman under gårsdagens koncert, under "The Opposite of Hallelujah" også flettede et sample ind af nummeret "Give Me Just A Little More Time" med bandet The Chairman of the Board.

Før det hele bare ender i namedropping af en masse obskure bands og sangtitler, så skal det her ses som en anbefaling af Jens Lekmans charmerende og dejligt lo-fi skramlende bagkatalog, som altså nogen lunde repræsentativt kan findes på Oh, You're So Silent Jens. Det er iøvrigt også værd at nævne at Lekman forærer en del sange og indtil flere tour EPer væk gratis inde på sin hjemmeside.

Jens Lekman - A Sweet Summer's Night on Hammer Hill
Jens Lekman - An Argument With Myself

Titus Andronicus

Før jeg tog afsted til Primavera handlede mange indlæg om hvad jeg glædede mig til at se og nu kan der jo så passende følge en række indlæg om hvad der så har rocket min båd efter jeg har set dem. Jeg ved ikke om man som sådan kan kalde det en overraskelse, men i hvert fald var Titus Andronicus ikke et af de bands jeg havde de højeste forventninger til inden festivalen gik igang og så går det jo oftest sådan at man bliver desto mere positivt stemt.

Titus Andronicus kommer fra New Jersey, staten som har givet os så prominente navne som Bruce Springsteen og Yo La Tengo, og Titus Andronicus kan måske ses som en slags bindeled imellem netop de to kunstnere. Gruppen har indtil videre 2 albums på samvittigheden og mens jeg må indrømme at jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med debutpladen "The Airing of Greivences" (2008), så er jeg ret begejstret for opfølgeren "The Monitor" som udkom i forrige måned. The Monitor er et konceptalbum løst omhandlende Den Amerikanske Borgerkrig og album titlen henviser til det første amerikanske krigsskib med jernbeskyttet skrog, et såkaldt Ironclad warship som i særlig grad vandt frem under og efter Den Amerikanske Borgerkrig, da det efter The Battle of Hampton Roads (første søslag imellem 2 jernbeskyttede skibe og titlen på afslutningsnummeret på "The Monitor") stod klart at de almindelige træskrog ikke længere var effektive nok. Ind i hele denne historie om borgerkrig bliver der trukket klare linjer til det nuværende USA, som den verdensomspændende finanskrise har smadret og dermed ligheden med den altødelæggende borgerkrig. I åbningsnummeret, A More Perfect Union hedder det bl.a. " no, I never wanted to change the world, but I'm looking for a new New Jersey, because tramps like us, baby, we were born to die", på fremragende måde bliver den lille mands helt Bruce Springsteen her parafraseret så det bliver gjort klart at der faktisk ikke er noget håb for den skrantende stat, og det hjælper ikke når sangen glider direkte over i albummets anden skæring som faktisk bare er fuld smæk på guitaren og og et band der i samlet flok råbe-synger "the enemy is all around" indtil vi til sidst får Abe Lincolns berømte citat om at han, efter at have slået op med Mary Todd, som han dog senere giftede sig med, skulle være "the most miserable man living".

The Monitor er i det hele taget fyldt med alle mulige referencer og der er der heller ingen tvivl om at Titus Andronicus er en flok belæste herrer (bandnavnet er f.eks. taget fra et Shakespeare stykke) men selvom den amerikanske borgerkrig hele tiden ligger som reference i baggrunden handler albummet nok så meget om en modløshed og en angst som man nødvendigvis må opleve når man ser på sin fremtid i et land der er ødelagt, "you'll always be a loser" lyder det f.eks. et sted på albummet og igen senere at det altid er ens egen skyld. Teksterne kan være deprimerende men til gengæld er det hele pakket ind i fræsende guitarer og sing along kor, nogle gange bliver det nærmest helt catchy og som en slags ekstra eskapisme kan man så stå der og svinge med til lyden af depression. De mange referencer kunne også umiddelbart virke prætentiøse men det bliver aldrig et tema på albummet, som aldrig virker anstrengt, forceret eller kedeligt bare et øjeblik. Der er virkelig tale om lidt af et monster som på bare 10 sange bevæger sig ud over en time i spilletid og undervejs bliver man mindet om førnævnte Bruce Springsteen og Yo La Tengo men også bands som The Hold Steady (hvorfra Craig Finn også gæster) og Pogues kan høres, og faktisk lyder forsanger Patrick Stickles nogle gange lidt som Conor Oberst, og mange steder er det jo også den samme desperation man finder hos denne kunstner.

Her er virkelig tale om et værk og efter min mening er det ganske mesterligt. Titus Andronicus er aktuelle på årets Roskilde Festival og hermed er en kæmpe anbefaling givet videre til både at fange den koncert og anskaffe sig "The Monitor".

Best Coast

Det sker som oftest at jeg koncentrere min musiklytning omkring planlagte koncerter eller festivaler, derfor har en stor del af de bands jeg har lyttet til i løbet af foråret været at finde på programmet til Primavera Sound i Barcelona, som allerede er blevet nævnt i et par tidligere indlæg. Iblandt alle mastodonterne er jeg faldet over en lille perle i det meget hypede Best Coast. Bag navnet gemmer Bethany Cosentino som har en fortid i bandet Pocahaunted, som jeg ikke har det store kendskab til. Projektet er angiveligt inspireret af det savn som Bethany oplevede under hendes college ophold på østkysten og så snart hun vendte hjem til Los Angeles og vestkysten som, hvis vi skal tro navnet, angiveligt må være den bedste kyst, søsatte hun projektet Best Coast.

Med Cosentinos egne ord kan man forvente sange om sol, sommer og stranden og på Myspace bliver både Stevie Nicks og drengene i Californien nævnt som inspirationskilder. Når man lytter til de 4 7'ere, som indtil videre er det Best Coast har sendt på gaden, så kommer man da også hurtigt til at drømme om varmere vejr. Selvom der er tale om ganske charmerende popsange så er det hele pakket ind i et skramlende og støjende lo-fi udtryk. Best Coast kunne på mange måder være Beach Boys larmende lillesøster, guitaren svømmer i reverb og der er masser af uh-uh omkvæd og naive kærligheds erklæringer. Best Coast lægger sig i fin stil i kølvandet af andre Californien bands som har fået masser af opmærksomhed i de sidste år som f.eks. Girls og Wavves, så hvis man kan lide det er der absolut grund til at give Best Coast et lyt. Jeg glæder mig ihvertfald til at følge bandet nærmere, de bør være en fast del af sommerens soundtrack.

Best Coast - Something In The Way

Broken Social Scene

I mine gamle Roskilde programmer, som står så fint efter årstal på reolen og som ofte bliver fundet frem når jeg drikker øl med en kammerat, er der en række af missere (som der vel er i de flestes) altså bands som jeg ville ønske jeg havde set. Grundene til at jeg ikke fik set gældende band er selvfølgelig mange, enten så jeg et andet band, eller også var jeg fuld eller også var jeg doven eller også... grundene er mange, fortrydelserne er heldigvis knap så mange. Fra 2008, som var sidste gang jeg var afsted til en hel festival, plager det mig da lidt at jeg ikke fik set Yeasayer eller Battles men i stedet så The Streets. I 2007 plager det mig en del at jeg ikke gik i tørvejr til LCD Soundsystem men i stedet blev ude i regnen i The Killers og på den måde kunne man blive ved igennem årerne. Den misser der har plaget mig mest igennem tiden har dog ganske givet været at jeg tilbage i 2004 gik glip af Broken Social Scene, de spillede søndag samtidig med Ben Harper og Franz Ferdinand. Ben Harper ved jeg virkelig ikke hvorfor jeg mente jeg skulle se, har aldrig ejet et album af manden og kan ikke nævne en eneste af hans sange. Franz Ferdinand var jeg ret stor fan af på det tidspunkt, så der var der ikke store chancer for at jeg var blevet væk. Men altså mange gange har jeg tænkt at jeg virkelig gerne ville ha' set Broken Social Scene tilbage i 2004, og de spillede endda på den lille Pavillion scene, det havde været fantastisk.

Nu kommer der så heldigvis en chance for at få rettet op på 2004s fejlprioritering, Broken Social Scene er offentliggjort til dette års Primavera Sound Festival i Barcelona, og jeg har anskaffet mig en billet. De er den 4. maj aktuelle med et nyt album, "Forgiveness Rock Record" som er det første egentlige Broken Social Scene album siden 2005s selvbetitlede udspil. I mellemtiden er der så kommet 2 "solo albums" fra henholdsvis Kevin Drew og Brendan Canning under navnet Broken Social Scene Presents... og de 2 albums er da også fyldt med en masser af de mange mange folk som normalt er med inde over i Broken Social Scene regi - hvis man ikke er stødt på de 2 solo udspil er de så absolut anbefalelsesværdige.

Som de fleste måske allerede ved så er Broken Social Scene en lidt mærkværdig størrelse idet at de ikke som sådan er et fast band men i højere grad en lang række forskellige musikere som samles omkring de 2 stiftere Kevin Drew og Brendan Canning, Wikipedia tæller ikke mindre end 24 medlememr af gruppen, hvoraf den mest fremtrædende nok er Leslie Feist som jo har fået sig en strålende solo karriere. Derudover slå bandets medlemmer sig også i bands som Apostle of Hustle, Do Make Say Think, Metric, Stars og The Weakerthans.

Broken Social Scenes lyd kan vel bedst betegnes noget i retningen af at være massiv, forstået på den måde at der oftest er virkelig mange lag af instrumenter og korstemmer der nærmest presses sammen til en helhed, som på mange måder kan virke lettere kaotisk. Hertil kommer det af gruppen ofte arbejder med sangstrukturer som lægger sig uden for en "normal" (hvad så end det er?) vers-omkvæd opbygning. Dette kan gøre at musikken nogle gange bliver ret svært tilgængelig, efter min mening specielt på de lange stille sange som godt kan blive ret malende i deres udtryk. Her har hovedtelefoner + en gavmild tilgang til volumen ofte hjulpet mig ind på livet af sangene. På de mere rockede ting må man i sær sætte pris på hvordan flere guitarer på en gang væver sig ind i hinanden hvilket giver sangene noget helt unikt. Det er let at afvise Broken Social Scene som endnu et indie-rock band som så mange andre, men jeg mener at man hos bandet finder en lyd som er helt speciel og ikke kan findes hos nogle andre bands overhovedet. Nybegyndere kan passende starte med 7/4 Shoreline - husk at nyde guitar spillet. Nedenunder igen kan man lytte til 3 sange fra det kommende album, enjoy.

7/4 Shoreline

Yeasayer

Den nye Yeasayer er fantastisk, så er det slået fast. Har netop modtaget albummet på Mp3 i min mail boks fra Insound, som via deres fantastiske tilbud gør det muligt at downloade en række albums umiddelbart efter at man har betalt for dem, hvis altså man har købt albummet på vinyl. Det kan vel ses som en slags opdatering af at vedlægge Mp3 download kuponer i vinylerne, her kan man altså begynde at lytte til albummet sekunder efter at man har købt det, det er virkelig god service og så hjælper det jo også lidt tålmodigheden, som godt kan blive sat en lille smule på prøve når man venter på pakker fra den anden side af atlanten. Nå men altså nok om Insounds herligheder. Jeg vil ikke kalde mig selv stor Yeasayer fan, jeg har det første album og jeg har faktisk også lyttet til det en del, men igen uden at det har gjort det helt store indtryk på mig. Her efter første gennemlyt af deres nye album "Odd Blood" lader det dog til at jeg bliver nødt til at revidere mit syn på Brooklyn trioen (er Brooklyn egentlig ikke gået hen og blevet et bandeord i musiksammenhæng eller er det bare mig?) på det første album var sangene mere syrede og langsomme er der på det nye album virkelig blevet trykket på pop knappen og selvom Yeasayer havde givet prøver på deres talent for god sangskrivning på numre som Sunrise og 2080 så sidder de nye numre som førstesinglen Ampling Alp, O.N.E. og Mondegreen altså ret meget mere lige i skabet. Springet fra mere eksperimenterede og snæver musik til et noget mere poppet men stadig super sprudlende og udfordrende for unægteligt mig til at tænke på Animal Collectives cross-over (i hvert fald så tæt som de nok kommer på det) album fra sidste år "Merriweather Post Pavilion" og selvom Yeasayers sensete udspil måske ikke helt når det album så ville det alligevel være forbandet synd og skam hvis de ikke får en masse opmærksomhed for dette album, kampen om årets album 2010 er officielt begyndt.

Yeasayer er iøvrigt for nyligt blevet offentliggjort til det monster af en line-up som den spanske Primavera Sound festival i år kan præsentere, jeg har min billet i hus og glæder mig usigeligt meget til en lille uge i Barcelona i selvskab med Pavement, Pixies, Wilco, Grizzly Bear, Spoon, Panda Bear, No Age, Yeasayer og så utroligt mange flere...

Owen Pallett

Owen Pallett udgav for godt 14 dage siden sit tredje album, de 2 første dog under navnet Final Fantasy. Owen Pallett er klassisk uddannet violinist og har bl.a. arrangeret strygere for Arcade Fire, ligesom han også har skrevet en sang om bandets kreative omdrejningspunkt, ægteparret Win Butler og Regine Chassagne (This is the Dream of Win & Regine). Jeg havde egentlig aldrig fået lyttet til Final Fantasy, men en sen eftermiddag da jeg var blevet længe på mit arbejde for at forberede mig til dagen efter, smuttede jeg forbi den aldeles glimrende hollandske hjemmeside Luisterpaal, som har "Heartland", som Owen Palletts seneste album hedder, liggende som stream i øjeblikket, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, faktisk fangede albummet mig stort set fra første lyt. Albummet byder på fine og på en og samme gang underspillede og dramatiske popsange indhyllet i masser af violin og electronica, og nej det lyder ikke som du tror det gør. Pallett har i den grad tæft for at skrue en god melodi sammen, og han gør det svært ikke at holde af sangene, hans stemme står flot i forgrunden, og han synger virkelig forrygende, samtidig er det svært ikke at bide mærke i den pulserende musik der ligger bagved. Det er et album jeg virkelig glæder mig til at få lyttet meget mere til.

Jeg anbefaler på det kraftigste at man tager et smut forbi Luisterpaal og lytter Heartland igennem, i det hele taget er det en side der er værd at besøge med jævne mellemrum, i øjeblikket kan man også lytte til herligheder som Spoon, First Aid Kit og Beach House.

Nedenfor kan man nyde et dejligt cover af Mariah Careys Fantasy

Film: The Station Agent (2003)

Formålet med denne blog er som tidligere nævnt at kunne skrive lidt af sin begejstring ud omkring forskellige ting, og da jeg ikke kun nyder musik men også film så kaster jeg mig nu over projektet at skrive lidt om de film jeg falder over på min vej, måske også lidt TV på et tidspunkt.

"You know 'The Station Agent,' Eric? Monster hit at Sundance. It's about the midget who lives by the train tracks. Last time I saw him he was in a FedEx commercial. They were overnighting him to London. Sundance is a great festival for little people. You should kill over there."

På den måde for Ari Gold svinet Vincent Chases agent og ven Eric i serien Entourage, The Station Agent var nemlig et kæmpe indie hit da den i sin tid blev udsendt og vandt priser ved den prestige fyldte Sundance Film Festival, men enhver der har set serien ved at den slags er Ari Gold ikke ret interesseret i.

The Station Agent handler om dværgen Finbar McBride som er vild med tog, men hans hverdag i Hoboken, New Jersey er fyldt med de besværligheder som livet giver en når man er en voksen mand på 1,35 hvilket bl.a. betyder at man må finde sig i at nabolagets drenge gør nar af en og at man bliver overset i supermarkedet. I det hele taget vil Fin bare gerne være i fred, og da han en dag arver et togdepot ude på landet flytter Fin.

Fin må imidlertid sande at bare fordi han flytter langt væk fra byen, så må han stadig trækkes med at forskellige folk kommer væltende ind i hans liv, først og fremmest den Manhattan-brøvtende men elskelige Joe, som passer sin fars kaffe bod og som trænger til nogen venner i en grad så han glædeligt tager med på Finbars mange tog udflugter, hvor der sagtens kan gå flere timer imellem at togene kommer forbi. Så er der selvfølgelig også Olivia Harris som ikke bare en, men hele to gange er ved at køre Finbar ned, så han må søge tilflugt i grøften. De tre starter et umage venskab, også selvom det ikke altid er med Finbars gode vilje, men langsomt formår Joe og Olivia at trænge ind på livet af Finbar, som ellers har brugt store del af sit liv på at være vred på verden over sin størrelse. Han lærer at der er mennesker der kan se ud over at han er en dværg, hvilket mest tydeligt kommer frem da Joe spørger om der findes klubber for folk som ham, hvilke folk spørger Fin i troen at Joe referere til hans størrelse, men svaret er, for folk der går op i tog.


Netop da Fin åbner op bliver han dog endnu engang brændt af, og hans ellers ny-fundne tro på andre mennesker bliver endnu engang sat på alvorlig på prøve. Men pludselig er det Finbar der må stå til rådighed for sine venner da de har brug for hjælp.

The Station Agent er en ret simpel og alligevel ret smuk film om venskab (og tog). Så når Ari Gold sviner filmen er det ikke ret fair, den får ihvertfald en stor anbefaling med herfra.

Årets albums 2009 - Honorable mentions (feat. mad probs til Sverige)

Nu må det i grunden også snart være nok med alt denne tilbageskuende aktivitet, et nyt årti er på vej, og nye plader er udsendt. (og Vampire Weekend, Spoon og Beach House skulle gerne være på vej med posten) Men altså jeg synes alligevel at der er nogle plader som ikke nåede med ind på top-30 listen som fortjener at få noget ros med på vejen.
Den første og vigtigste er The Decemberists' The Hazards of Love som nok i virkeligheden burde ha' fundet vej ind på top-30 listen, selvom jeg ikke synes at albummet er helt på højde med deres tidligere udspil, så er det stadig et godt album, som helt sikekrt også voksede en del på mig efter at jeg så dem spille albummet fra ende til anden til en koncert i Boston sidste forår.
Dan Deacons Bromst var et af de mange albums som jeg slæbte med hjem fra USA, og måske forsvandt det en lille smule i mængden af musik som blev slæbt med hjem, eller måske har jeg stadig ikke rigtigt kommet ind på livet af albummet, men jeg har en klar forventning om at jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at prøve, for det er virkelig et album som fascinerer mig, med den strittende lydunivers og heftige tempo.
Svenske Fever Rays selvbetitlede solo album var en mørk(ere) og mere afdæmpet version af den musik Karin Dreijer Andersson normalt laver sammen med sin bror i The Knife. Jeg havde ret store forventninger til hendes koncert på Roskilde, men den blev desværre lidt ødelagt af horder af sindssyge Malk De Koijn fans, som indtog Arena scenen nærmest hele dagen, pladen er dog stadig god.
Jason Lytle var tidligere kendt som forsanger for det aldeles glimrende band Grandaddy, som desværre valgte at gå i opløsning tilbage i 2006. Solo albummet med titlen Yours Truely, The Commuter bød heldigvis på mange af de samme toner som man fandt hos Grandaddy, egentlig synes jeg albummet var lidt kedeligt, men det er stille vokset på mig, hvis man ikke kender albummet kan man passende starte med nummeret It's the Weekend.
We Were Promised Jetpacks tog på fineste vis arven op fra bands som The Twilight Sad og Frightened Rabbit (og mange andre) og hvis man har hang til disse bands vil man også kunne finde gode ting hos det seneste skud på den skotske indie-himmel.
Før det bliver alt for langt vil jeg gerne kaste kærlighed og respekt efter en masse andre bands som f.eks. Woods, The Rural Alberta Advantage, Atlas Sound, The Antlers, Handsome Furs, Health og Freelance Whales, hvis album står til at blive genudgivet her i 2010. Jeg så dem ganske tilfældigt spille en koncert på en subway station i Brooklyn sidste forår, og der jokede vi lidt med at de ville blive det nye store, og at vi så dem imens de var små - i mellemtiden har de fået en del hype (både fra Stereogum og ikke mindst börneblogger) og albummet, Weathervanes viser at de har fortjent det. De er mit pick til at blive store i 2010.

Til allersidst skal der lyde et stort hurra for Sverige - HURRA!
På en eller anden liste over det bedste musik fra sidste årti kunne man sidste år læse at Simon Kvamm havde hørt et stykke danske musik, som havde fået ham til at tænke at, "nu fører svenskerne ikke længere" (hvilket band der var tale om kan jeg ikke huske). Hvis vi nu skal blive i de fodbold metaforer som Kvamm er så glad for, så kan men vist roligt udnævne Nephew til at være musikkens svar på fodboldt-tossen/idioten og konstatere at Danmark nu er dømt som tabere i den store nordiske musikkrig. Men i det hele taget var vi også så håbløst langt bagud efter 2009 at det kunne være det samme, i år har Sverige sendt et hav af stærke udspil på gaden og ud over de bands som tidligere er nævnt (JJ, The Bear Quartet, Fever Ray) har jeg nydt udspil fra svenske kunstnere som Jenny Wilson, Bob Hund, El Perro Del Mar, A Camp, Taken By Trees og Taxi Taxi! - det må være noget med vandet ovre på den side.

Årets albums 2009 - Danske udgivelser

Det er i grunden noget underligt noget det her med at differentiere imellem udenlandske og danske udgivelser. Et album er vel et album og i den forstand at det overhovedet giver mening at stille dem op imod hinanden som en konkurrence og vurdere hvilke der er bedre end andre, så burde alle albums vel kunne ses som lige. Jeg mødte engang en amerikansk film professor, som var i Danmark for at holde en forelæsning i forbindelse med en konference. Af alle de ting hun kunne forske og forelæse om havde denne kvinde valgt Susanne Bier, hvilket mildest talt kom noget bag på mig, hvorfor ville nogen vælge Susanne Bier når der nu fandtes så meget godt, og der var da virkelig ingen grund til at vælge dansk film, når der nu f.eks. fandtes så meget glimrende amerikansk film at skrive om. Vores snak fortsatte og vi kom også fordi musik, hvor vi stødte ind i lidt det samme problem, for der mente jeg jo også at der var så meget glimrende amerikansk musik (som jeg husker det kredsede det mest om country-agtige kunstnere) så jeg name-droppede ivrigt kunstnere som f.eks. Ryan Adams, som jeg da til dels fik medhold i havde visse kvaliteter, men ikke var noget hun kunne gå på halen over. Her var der dog ikke noget dansk band hun havde kastet sin kærlighed over, så sammenligningen imellem film og musik stopper her. Men pointen er jo hvorfor det er at man ser på udenlandske kunstnere med et andet blik end på kunstnere fra sit eget land (hvis det altså virkelig er tilfældet).


Jeg kan på ingen måde sige mig fri for selv at skelne, og har ganske sikkert utallige gange ytret det er meget godt for et dansk band at være, eller hvis det er et rigtig godt dansk band så har de international klasse. Jeg går iøvrigt som udgangspunkt altid i en stor bue udenom danske film, af den simple grund at de er danske, og her har jeg muligvis snydt mig selv for noget (jeg tvivler). Billedet fortsætter også i medierne, hvor salgstal i udlandet pludselig bliver en form for garant for kvalitet, hvis et dansk band kan sælge godt i udlandet må de jo være gode, vi husker vel f.eks. allesammen P3s knæfald for de helt og aldeles elendige Infernal som pludselig var et fantastisk band fordi Paris to Berlin var gået nummer 1 i England.


Nå nu må det være nok med løse tanker om hvordan man anskuer bands forskelligt ud fra om de er danske eller udenlandske. Her kommer der lidt om de danske udgivelser fra 2009 som jeg har bidt mærke i. Først og fremmest vil jeg nævne Slaraffenland (igen), for et godt stykke tid siden skrev jeg begejstret om deres seneste udspil "We're On Your Side" og det album synes jeg stadig virkelig godt om, det er noget mere poppet og tilgængeligt end deres tidligere udspil, og det gør mig absolut intet. Jeg har hørt nummeret Postcard utallige gange, sangen handler om tour livet og hvor hårdt det kan være for forhold og venskaber hjemme og derfor må sangens hovedperson da også forsikre at " when I am back again I'll make it up to you". Igen må jeg på det kraftigste anbefale Slaraffenland og deres seneste udspil "We're On Your Side".


På en eller anden måde havde jeg nærmest overset/glemt/været ligeglad med at The Raveonettes også sendte et album på gaden i 2009, men hen imod slutningen året fik jeg endelig samlet "In and Out of Control" op, og det viser sig at Sune og Sharin på ingen måder har glemt hvordan man skruer en god pop sang sammen. Bang! og Boys Who Rape (Shold All Be Destroyed) har været i heftig rotation lige siden jeg fik fingrene i albummet. Jeg er ikke sikker på at pladen som sådan er særlig langtidsholdbar, men for cheap thrills virker den rigtig godt for mig lige nu.

Ligesom alle andre har jeg selvfølgelig også kastet min kærlighed på The Rumour Said Fire og deres aldeles fremragende EP "The Life and Death of a Male Body" og selvfølgelig mega hittet The Balcony. Om ikke i lige så stor grad så har nummeret Dance også blevet hørt en del gange, og jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg glæder mig til at høre et regulært album fra bandet.

Mew udgav jo også nyt sidste år, men faktisk må jeg indrømme at albummet med den irriterende lange titel mest af alt bare har stået i reolen og kigget, det har jeg en eller anden forhåbning om at der bliver lavet om på, men igen vil jeg ikke love for meget.

Nu begynder det at knibe med at huske flere nævneværdige danske udgivelser fra sidste år, jeg kan ihvertfald ikke umiddelbart komme i tanke om at jeg har investeret i flere albums. Hvis der er noget jeg skammeligt har overset eller bør tjekke ud så smid en kommentar (jeg har for øvrigt også hørt Oh No Ono - det stinker!).

Årets albums 2009 10-1

Så er det blevet tid til de 10 bedste albums fra sidste år, faktisk er det jo lidt snyd, for den selvsamme liste har man kunne finde i et par dage ovre på Frekvens, men altså jeg synes lissom det ville ødelægge helheden lidt ikke også at poste listen her.

10. Kurt Vile - God is Saying This To You
Kurt Vile smed 2 virkelig gode albums på gaden i år, dette er den mere afdæmpede og inderlige bror til den mere rockede "Childish Prodigy". Begge albums består af lettere syret lo-fi pop, lidt i samme ånd som Girls.

09. Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix
Phoenix satte ild i dansegulvet med et album spækket med pop perler, og ja det var altså pop med stort P. Hvis du ikke har danset til Lisztomania, 1901 eller Lasso sidste år, så har du ikke været til nok fester.

08. Girls - Album
Hvis man piller de fantastiske historier og den store hype som omgiver bandet væk, så står man tilbage med et album spækket med gode sange. Det lyder af Californien og Summer of Love og Beach Boys og et lille uskyldigt syretrip. "...so come on, come on, come on, come on dance with me".

07. The Low Anthem - Oh My God, Charlie Darwin
The Low Anthem tager arven op efter den "pæne" musik som strømmede ind over os i 2008, og fans af Fleet Foxes og Bon Iver vil ganske givet også holde af The Low Anthem. Americana tilsat lidt grundlæggende tvivl på menneskeheden, "who could heed the words of Charlie Darwin, the lords of war just profit from decay". Det er godt.

06. Jeffrey Lewis & The Junkyard - 'Em Are I
Den har plade var lidt af en overraskelse, havde læst lidt om den og blev nysgerrig, og da jeg så endelig fik den hørt tog den mig med storm. Det er lo-fi, skæve historier, fantastiske lyrics og det er virkelig fedt. "It's hard to get bored, when you picked the right two chords" synger Lewis, jeg er rystende enig.

05. M.Ward - Hold Time
Matt Ward fortsatte samarbejdet med Zooey Deschanel på et par af Hold Time sangene, der var også besøg fra helte som Jason Lytle og Lucinda Williams, der var covers af Neil Young og Buddy Holly, men først og fremmest var der fantastisk sangskrivning af Ward selv, tydeligst på Epistemology.

04. Yo La Tengo - Popular Songs
New Jersey's finest rullede hele spekteret ud på "Popular Songs" fra den lige ud af landevejen rockede Nothing to Hide over den stille og fine I'm On My Way og hen til de 3 afsluttende numre som sammenlagt når op på over en halv time i spilletid - kreativt overskud, ja tak.

03. Bill Callahan - Sometimes I Wish We Were An Eagle
Bill Callahan har tilsyneladende smidt Smog navnet, men den dybe røst og lo-fi tilgangen er der ikke rykket ret meget ved. "Sometimes..." byder på et studie i inderlighed og smukke stunder, håbefuldt og dystert på samme tid, men først og fremmest forbandet vedkommende.

02. Grizzly Bear - Veckatimest
En lille ø i Massachusetts kom på alles læber, da Grizzly Bear smed denne perle på gaden. Stilen fra "Yellow House" fortsatte med en række fine og følsomme sange som til stadighed udfolder sig ved nye gennemlytninger, og Grizzly Bear fik på den måde lavet alle raske indie drenge og pigers favorite make-out record.

01. Animal Collective - Merriweather Post Pavilion
Året var ikke ret gammelt før Animal Collective satte overliggeren ualmindeligt højt, det underlige blev til pop og AC fik nærmest et kommercielt gennembrud. Sluttede så lige året af med at smide EPen "Fall Be Kind" med den glimrende What Would I Want? Sky på gaden, bare lige for at minde os om at 2009 tilhørte Animal Collective.


På den måde kom vi igennem de 30 bedste albums fra sidste år, i løbet af de næste dage vil jeg muligvis kigge lidt på danske udgivelser, og så er der jo stadig en masse som der ikke blev plads til, men som jeg stadig har nydt, og de skal også have et par ord med på vejen.