lørdag den 26. september 2009

Slaraffenland


Efter de indledende manøvre er det så blevet tid til det første "rigtige" indlæg og det skal handle om Slaraffenland, og det skal det af flere grunde. Den første og bedste grund er at Slaraffenland er et fantastisk band, ikke bare på den der "de-er-gode-af-et-dansk-band-at-være" måde, nej de er et fantastisk band punktum. Den anden grund er at de netop i disse dage er aktuelle med et nyt album, We're On Your Side. Den tredje grund er at jeg har fulgt Slaraffenland igennem en del år og i særlig grad igennem mit virke på Musikcaféen.

Slaraffenland har spillet en del koncerter på Musikcaféen efterhånden, og alle dem jeg har overværet har været virkelig gode koncerter. Første gang jeg så dem var vi ikke ret mange mennesker i salen, men det skulle hurtigt ændre sig og da de kom igen næsten præcis et år senere, var stedet fyldt godt op. I mellemtiden var jeg rykket fra at være frivillig til at være barchef på Musikcaféen og jeg fik ved den koncert foræret albummet Private Cinema af bandet. Igår var de så tilbage på Musikcaféen (faktisk har Slaraffenland spillet på Musikcaféen i september 3 år i træk nu, lad endelig den tradition fortsætte).

Jeg var selvfølgelig på plads igen, og sammen med Martin Hjorth og hans bror Mathias var jeg DJ før og efter koncerten.Det var endnu et glædeligt gensyn med Slaraffenland, som spillede deres sidste job på en større US-DK tour, i USA har de spillet en række shows sammen med åndsfællerne i Akron/Family, og det glæder mig virkelig at der tilsyneladende er et lille hul igennem til det store udland, det er velfortjent. Hovedparten af koncerten igår gik med nye numre, numre som er den del mere tilgængelige, for nu ikke at bruge ordet poppet, end de ting de tidligere har udsendt. Det gør mig bestemt ikke noget og jeg har allerede hørt det nye album igennem en del gange, igår samlede jeg også et vinyl eksemplar op, pladen er trykt på flot rød vinyl og med følger både et klistermærke, en plaket og en kode til mp3 downloads og den skal nok få en del rotationer i løbet af efteråret.

Jeg har også mødt og snakket med drengene i Slaraffenland, og i forbindelse med årets Pop Revo interviewede jeg dem til Frekvens, igår holdt jeg dog lidt lav profil, for jeg er rimelig pinlig berørt over at jeg aldrig har fået skrevet det interview, men der er der ved at blive lavet om på, og jeg lover at man i nærmeste fremtid vil kunne finde interviewet ovre hos Frekvens (det samme bliver iøvrigt tilfældet med interviews med Choir of Young Believers og Spencer Krig fra Sunset Rubdown, Wolf Parade osv.)

Hvis man ikke kender Slaraffenland bør man tage en tur forbi deres Pladeselskab Rumrakets hjemmeside, hvor der er masser af lækkerier at finde, bl.a. en gratis EP hvor de spiller sammen med Efterklang, men kan også starte med deres måske bedste nummer "I'm a Machine" nedenunder. Nummeret stammer fra EPen Sunshine hvorpå man også finder covers af A-Has "Take On Me" og Radioheads "Paranoid Android".

Slaraffenland - I'm a Machine.

1 kommentar:

  1. Det var virkelig en helt igennem forrygende koncert. Et band, der både har sangene og gejsten!

    SvarSlet