mandag den 25. januar 2010

Owen Pallett


Owen Pallett udgav for godt 14 dage siden sit tredje album, de 2 første dog under navnet Final Fantasy. Owen Pallett er klassisk uddannet violinist og har bl.a. arrangeret strygere for Arcade Fire, ligesom han også har skrevet en sang om bandets kreative omdrejningspunkt, ægteparret Win Butler og Regine Chassagne (This is the Dream of Win & Regine). Jeg havde egentlig aldrig fået lyttet til Final Fantasy, men en sen eftermiddag da jeg var blevet længe på mit arbejde for at forberede mig til dagen efter, smuttede jeg forbi den aldeles glimrende hollandske hjemmeside Luisterpaal, som har "Heartland", som Owen Palletts seneste album hedder, liggende som stream i øjeblikket, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, faktisk fangede albummet mig stort set fra første lyt. Albummet byder på fine og på en og samme gang underspillede og dramatiske popsange indhyllet i masser af violin og electronica, og nej det lyder ikke som du tror det gør. Pallett har i den grad tæft for at skrue en god melodi sammen, og han gør det svært ikke at holde af sangene, hans stemme står flot i forgrunden, og han synger virkelig forrygende, samtidig er det svært ikke at bide mærke i den pulserende musik der ligger bagved. Det er et album jeg virkelig glæder mig til at få lyttet meget mere til.

Jeg anbefaler på det kraftigste at man tager et smut forbi Luisterpaal og lytter Heartland igennem, i det hele taget er det en side der er værd at besøge med jævne mellemrum, i øjeblikket kan man også lytte til herligheder som Spoon, First Aid Kit og Beach House.

Nedenfor kan man nyde et dejligt cover af Mariah Careys Fantasy


Ingen kommentarer:

Send en kommentar