Før jeg tog afsted til Primavera handlede mange indlæg om hvad jeg glædede mig til at se og nu kan der jo så passende følge en række indlæg om hvad der så har rocket min båd efter jeg har set dem. Jeg ved ikke om man som sådan kan kalde det en overraskelse, men i hvert fald var Titus Andronicus ikke et af de bands jeg havde de højeste forventninger til inden festivalen gik igang og så går det jo oftest sådan at man bliver desto mere positivt stemt.
Titus Andronicus kommer fra New Jersey, staten som har givet os så prominente navne som Bruce Springsteen og Yo La Tengo, og Titus Andronicus kan måske ses som en slags bindeled imellem netop de to kunstnere. Gruppen har indtil videre 2 albums på samvittigheden og mens jeg må indrømme at jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med debutpladen "The Airing of Greivences" (2008), så er jeg ret begejstret for opfølgeren "The Monitor" som udkom i forrige måned. The Monitor er et konceptalbum løst omhandlende Den Amerikanske Borgerkrig og album titlen henviser til det første amerikanske krigsskib med jernbeskyttet skrog, et såkaldt Ironclad warship som i særlig grad vandt frem under og efter Den Amerikanske Borgerkrig, da det efter The Battle of Hampton Roads (første søslag imellem 2 jernbeskyttede skibe og titlen på afslutningsnummeret på "The Monitor") stod klart at de almindelige træskrog ikke længere var effektive nok. Ind i hele denne historie om borgerkrig bliver der trukket klare linjer til det nuværende USA, som den verdensomspændende finanskrise har smadret og dermed ligheden med den altødelæggende borgerkrig. I åbningsnummeret, A More Perfect Union hedder det bl.a. " no, I never wanted to change the world, but I'm looking for a new New Jersey, because tramps like us, baby, we were born to die", på fremragende måde bliver den lille mands helt Bruce Springsteen her parafraseret så det bliver gjort klart at der faktisk ikke er noget håb for den skrantende stat, og det hjælper ikke når sangen glider direkte over i albummets anden skæring som faktisk bare er fuld smæk på guitaren og og et band der i samlet flok råbe-synger "the enemy is all around" indtil vi til sidst får Abe Lincolns berømte citat om at han, efter at have slået op med Mary Todd, som han dog senere giftede sig med, skulle være "the most miserable man living".
The Monitor er i det hele taget fyldt med alle mulige referencer og der er der heller ingen tvivl om at Titus Andronicus er en flok belæste herrer (bandnavnet er f.eks. taget fra et Shakespeare stykke) men selvom den amerikanske borgerkrig hele tiden ligger som reference i baggrunden handler albummet nok så meget om en modløshed og en angst som man nødvendigvis må opleve når man ser på sin fremtid i et land der er ødelagt, "you'll always be a loser" lyder det f.eks. et sted på albummet og igen senere at det altid er ens egen skyld. Teksterne kan være deprimerende men til gengæld er det hele pakket ind i fræsende guitarer og sing along kor, nogle gange bliver det nærmest helt catchy og som en slags ekstra eskapisme kan man så stå der og svinge med til lyden af depression. De mange referencer kunne også umiddelbart virke prætentiøse men det bliver aldrig et tema på albummet, som aldrig virker anstrengt, forceret eller kedeligt bare et øjeblik. Der er virkelig tale om lidt af et monster som på bare 10 sange bevæger sig ud over en time i spilletid og undervejs bliver man mindet om førnævnte Bruce Springsteen og Yo La Tengo men også bands som The Hold Steady (hvorfra Craig Finn også gæster) og Pogues kan høres, og faktisk lyder forsanger Patrick Stickles nogle gange lidt som Conor Oberst, og mange steder er det jo også den samme desperation man finder hos denne kunstner.
Her er virkelig tale om et værk og efter min mening er det ganske mesterligt. Titus Andronicus er aktuelle på årets Roskilde Festival og hermed er en kæmpe anbefaling givet videre til både at fange den koncert og anskaffe sig "The Monitor".
Titus Andronicus kommer fra New Jersey, staten som har givet os så prominente navne som Bruce Springsteen og Yo La Tengo, og Titus Andronicus kan måske ses som en slags bindeled imellem netop de to kunstnere. Gruppen har indtil videre 2 albums på samvittigheden og mens jeg må indrømme at jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med debutpladen "The Airing of Greivences" (2008), så er jeg ret begejstret for opfølgeren "The Monitor" som udkom i forrige måned. The Monitor er et konceptalbum løst omhandlende Den Amerikanske Borgerkrig og album titlen henviser til det første amerikanske krigsskib med jernbeskyttet skrog, et såkaldt Ironclad warship som i særlig grad vandt frem under og efter Den Amerikanske Borgerkrig, da det efter The Battle of Hampton Roads (første søslag imellem 2 jernbeskyttede skibe og titlen på afslutningsnummeret på "The Monitor") stod klart at de almindelige træskrog ikke længere var effektive nok. Ind i hele denne historie om borgerkrig bliver der trukket klare linjer til det nuværende USA, som den verdensomspændende finanskrise har smadret og dermed ligheden med den altødelæggende borgerkrig. I åbningsnummeret, A More Perfect Union hedder det bl.a. " no, I never wanted to change the world, but I'm looking for a new New Jersey, because tramps like us, baby, we were born to die", på fremragende måde bliver den lille mands helt Bruce Springsteen her parafraseret så det bliver gjort klart at der faktisk ikke er noget håb for den skrantende stat, og det hjælper ikke når sangen glider direkte over i albummets anden skæring som faktisk bare er fuld smæk på guitaren og og et band der i samlet flok råbe-synger "the enemy is all around" indtil vi til sidst får Abe Lincolns berømte citat om at han, efter at have slået op med Mary Todd, som han dog senere giftede sig med, skulle være "the most miserable man living".
The Monitor er i det hele taget fyldt med alle mulige referencer og der er der heller ingen tvivl om at Titus Andronicus er en flok belæste herrer (bandnavnet er f.eks. taget fra et Shakespeare stykke) men selvom den amerikanske borgerkrig hele tiden ligger som reference i baggrunden handler albummet nok så meget om en modløshed og en angst som man nødvendigvis må opleve når man ser på sin fremtid i et land der er ødelagt, "you'll always be a loser" lyder det f.eks. et sted på albummet og igen senere at det altid er ens egen skyld. Teksterne kan være deprimerende men til gengæld er det hele pakket ind i fræsende guitarer og sing along kor, nogle gange bliver det nærmest helt catchy og som en slags ekstra eskapisme kan man så stå der og svinge med til lyden af depression. De mange referencer kunne også umiddelbart virke prætentiøse men det bliver aldrig et tema på albummet, som aldrig virker anstrengt, forceret eller kedeligt bare et øjeblik. Der er virkelig tale om lidt af et monster som på bare 10 sange bevæger sig ud over en time i spilletid og undervejs bliver man mindet om førnævnte Bruce Springsteen og Yo La Tengo men også bands som The Hold Steady (hvorfra Craig Finn også gæster) og Pogues kan høres, og faktisk lyder forsanger Patrick Stickles nogle gange lidt som Conor Oberst, og mange steder er det jo også den samme desperation man finder hos denne kunstner.
Her er virkelig tale om et værk og efter min mening er det ganske mesterligt. Titus Andronicus er aktuelle på årets Roskilde Festival og hermed er en kæmpe anbefaling givet videre til både at fange den koncert og anskaffe sig "The Monitor".
