Nu må det i grunden også snart være nok med alt denne tilbageskuende aktivitet, et nyt årti er på vej, og nye plader er udsendt. (og Vampire Weekend, Spoon og Beach House skulle gerne være på vej med posten) Men altså jeg synes alligevel at der er nogle plader som ikke nåede med ind på top-30 listen som fortjener at få noget ros med på vejen.
Den første og vigtigste er The Decemberists' The Hazards of Love som nok i virkeligheden burde ha' fundet vej ind på top-30 listen, selvom jeg ikke synes at albummet er helt på højde med deres tidligere udspil, så er det stadig et godt album, som helt sikekrt også voksede en del på mig efter at jeg så dem spille albummet fra ende til anden til en koncert i Boston sidste forår.
Dan Deacons Bromst var et af de mange albums som jeg slæbte med hjem fra USA, og måske forsvandt det en lille smule i mængden af musik som blev slæbt med hjem, eller måske har jeg stadig ikke rigtigt kommet ind på livet af albummet, men jeg har en klar forventning om at jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at prøve, for det er virkelig et album som fascinerer mig, med den strittende lydunivers og heftige tempo.
Svenske Fever Rays selvbetitlede solo album var en mørk(ere) og mere afdæmpet version af den musik Karin Dreijer Andersson normalt laver sammen med sin bror i The Knife. Jeg havde ret store forventninger til hendes koncert på Roskilde, men den blev desværre lidt ødelagt af horder af sindssyge Malk De Koijn fans, som indtog Arena scenen nærmest hele dagen, pladen er dog stadig god.
Jason Lytle var tidligere kendt som forsanger for det aldeles glimrende band Grandaddy, som desværre valgte at gå i opløsning tilbage i 2006. Solo albummet med titlen Yours Truely, The Commuter bød heldigvis på mange af de samme toner som man fandt hos Grandaddy, egentlig synes jeg albummet var lidt kedeligt, men det er stille vokset på mig, hvis man ikke kender albummet kan man passende starte med nummeret It's the Weekend.
We Were Promised Jetpacks tog på fineste vis arven op fra bands som The Twilight Sad og Frightened Rabbit (og mange andre) og hvis man har hang til disse bands vil man også kunne finde gode ting hos det seneste skud på den skotske indie-himmel.
Før det bliver alt for langt vil jeg gerne kaste kærlighed og respekt efter en masse andre bands som f.eks. Woods, The Rural Alberta Advantage, Atlas Sound, The Antlers, Handsome Furs, Health og Freelance Whales, hvis album står til at blive genudgivet her i 2010. Jeg så dem ganske tilfældigt spille en koncert på en subway station i Brooklyn sidste forår, og der jokede vi lidt med at de ville blive det nye store, og at vi så dem imens de var små - i mellemtiden har de fået en del hype (både fra Stereogum og ikke mindst börneblogger) og albummet, Weathervanes viser at de har fortjent det. De er mit pick til at blive store i 2010.
Til allersidst skal der lyde et stort hurra for Sverige - HURRA!
På en eller anden liste over det bedste musik fra sidste årti kunne man sidste år læse at Simon Kvamm havde hørt et stykke danske musik, som havde fået ham til at tænke at, "nu fører svenskerne ikke længere" (hvilket band der var tale om kan jeg ikke huske). Hvis vi nu skal blive i de fodbold metaforer som Kvamm er så glad for, så kan men vist roligt udnævne Nephew til at være musikkens svar på fodboldt-tossen/idioten og konstatere at Danmark nu er dømt som tabere i den store nordiske musikkrig. Men i det hele taget var vi også så håbløst langt bagud efter 2009 at det kunne være det samme, i år har Sverige sendt et hav af stærke udspil på gaden og ud over de bands som tidligere er nævnt (JJ, The Bear Quartet, Fever Ray) har jeg nydt udspil fra svenske kunstnere som Jenny Wilson, Bob Hund, El Perro Del Mar, A Camp, Taken By Trees og Taxi Taxi! - det må være noget med vandet ovre på den side.
Den første og vigtigste er The Decemberists' The Hazards of Love som nok i virkeligheden burde ha' fundet vej ind på top-30 listen, selvom jeg ikke synes at albummet er helt på højde med deres tidligere udspil, så er det stadig et godt album, som helt sikekrt også voksede en del på mig efter at jeg så dem spille albummet fra ende til anden til en koncert i Boston sidste forår.
Dan Deacons Bromst var et af de mange albums som jeg slæbte med hjem fra USA, og måske forsvandt det en lille smule i mængden af musik som blev slæbt med hjem, eller måske har jeg stadig ikke rigtigt kommet ind på livet af albummet, men jeg har en klar forventning om at jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at prøve, for det er virkelig et album som fascinerer mig, med den strittende lydunivers og heftige tempo.
Svenske Fever Rays selvbetitlede solo album var en mørk(ere) og mere afdæmpet version af den musik Karin Dreijer Andersson normalt laver sammen med sin bror i The Knife. Jeg havde ret store forventninger til hendes koncert på Roskilde, men den blev desværre lidt ødelagt af horder af sindssyge Malk De Koijn fans, som indtog Arena scenen nærmest hele dagen, pladen er dog stadig god.
Jason Lytle var tidligere kendt som forsanger for det aldeles glimrende band Grandaddy, som desværre valgte at gå i opløsning tilbage i 2006. Solo albummet med titlen Yours Truely, The Commuter bød heldigvis på mange af de samme toner som man fandt hos Grandaddy, egentlig synes jeg albummet var lidt kedeligt, men det er stille vokset på mig, hvis man ikke kender albummet kan man passende starte med nummeret It's the Weekend.
We Were Promised Jetpacks tog på fineste vis arven op fra bands som The Twilight Sad og Frightened Rabbit (og mange andre) og hvis man har hang til disse bands vil man også kunne finde gode ting hos det seneste skud på den skotske indie-himmel.
Før det bliver alt for langt vil jeg gerne kaste kærlighed og respekt efter en masse andre bands som f.eks. Woods, The Rural Alberta Advantage, Atlas Sound, The Antlers, Handsome Furs, Health og Freelance Whales, hvis album står til at blive genudgivet her i 2010. Jeg så dem ganske tilfældigt spille en koncert på en subway station i Brooklyn sidste forår, og der jokede vi lidt med at de ville blive det nye store, og at vi så dem imens de var små - i mellemtiden har de fået en del hype (både fra Stereogum og ikke mindst börneblogger) og albummet, Weathervanes viser at de har fortjent det. De er mit pick til at blive store i 2010.
Til allersidst skal der lyde et stort hurra for Sverige - HURRA!
På en eller anden liste over det bedste musik fra sidste årti kunne man sidste år læse at Simon Kvamm havde hørt et stykke danske musik, som havde fået ham til at tænke at, "nu fører svenskerne ikke længere" (hvilket band der var tale om kan jeg ikke huske). Hvis vi nu skal blive i de fodbold metaforer som Kvamm er så glad for, så kan men vist roligt udnævne Nephew til at være musikkens svar på fodboldt-tossen/idioten og konstatere at Danmark nu er dømt som tabere i den store nordiske musikkrig. Men i det hele taget var vi også så håbløst langt bagud efter 2009 at det kunne være det samme, i år har Sverige sendt et hav af stærke udspil på gaden og ud over de bands som tidligere er nævnt (JJ, The Bear Quartet, Fever Ray) har jeg nydt udspil fra svenske kunstnere som Jenny Wilson, Bob Hund, El Perro Del Mar, A Camp, Taken By Trees og Taxi Taxi! - det må være noget med vandet ovre på den side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar