Best Coast

Det sker som oftest at jeg koncentrere min musiklytning omkring planlagte koncerter eller festivaler, derfor har en stor del af de bands jeg har lyttet til i løbet af foråret været at finde på programmet til Primavera Sound i Barcelona, som allerede er blevet nævnt i et par tidligere indlæg. Iblandt alle mastodonterne er jeg faldet over en lille perle i det meget hypede Best Coast. Bag navnet gemmer Bethany Cosentino som har en fortid i bandet Pocahaunted, som jeg ikke har det store kendskab til. Projektet er angiveligt inspireret af det savn som Bethany oplevede under hendes college ophold på østkysten og så snart hun vendte hjem til Los Angeles og vestkysten som, hvis vi skal tro navnet, angiveligt må være den bedste kyst, søsatte hun projektet Best Coast.

Med Cosentinos egne ord kan man forvente sange om sol, sommer og stranden og på Myspace bliver både Stevie Nicks og drengene i Californien nævnt som inspirationskilder. Når man lytter til de 4 7'ere, som indtil videre er det Best Coast har sendt på gaden, så kommer man da også hurtigt til at drømme om varmere vejr. Selvom der er tale om ganske charmerende popsange så er det hele pakket ind i et skramlende og støjende lo-fi udtryk. Best Coast kunne på mange måder være Beach Boys larmende lillesøster, guitaren svømmer i reverb og der er masser af uh-uh omkvæd og naive kærligheds erklæringer. Best Coast lægger sig i fin stil i kølvandet af andre Californien bands som har fået masser af opmærksomhed i de sidste år som f.eks. Girls og Wavves, så hvis man kan lide det er der absolut grund til at give Best Coast et lyt. Jeg glæder mig ihvertfald til at følge bandet nærmere, de bør være en fast del af sommerens soundtrack.

Best Coast - Something In The Way

Broken Social Scene

I mine gamle Roskilde programmer, som står så fint efter årstal på reolen og som ofte bliver fundet frem når jeg drikker øl med en kammerat, er der en række af missere (som der vel er i de flestes) altså bands som jeg ville ønske jeg havde set. Grundene til at jeg ikke fik set gældende band er selvfølgelig mange, enten så jeg et andet band, eller også var jeg fuld eller også var jeg doven eller også... grundene er mange, fortrydelserne er heldigvis knap så mange. Fra 2008, som var sidste gang jeg var afsted til en hel festival, plager det mig da lidt at jeg ikke fik set Yeasayer eller Battles men i stedet så The Streets. I 2007 plager det mig en del at jeg ikke gik i tørvejr til LCD Soundsystem men i stedet blev ude i regnen i The Killers og på den måde kunne man blive ved igennem årerne. Den misser der har plaget mig mest igennem tiden har dog ganske givet været at jeg tilbage i 2004 gik glip af Broken Social Scene, de spillede søndag samtidig med Ben Harper og Franz Ferdinand. Ben Harper ved jeg virkelig ikke hvorfor jeg mente jeg skulle se, har aldrig ejet et album af manden og kan ikke nævne en eneste af hans sange. Franz Ferdinand var jeg ret stor fan af på det tidspunkt, så der var der ikke store chancer for at jeg var blevet væk. Men altså mange gange har jeg tænkt at jeg virkelig gerne ville ha' set Broken Social Scene tilbage i 2004, og de spillede endda på den lille Pavillion scene, det havde været fantastisk.

Nu kommer der så heldigvis en chance for at få rettet op på 2004s fejlprioritering, Broken Social Scene er offentliggjort til dette års Primavera Sound Festival i Barcelona, og jeg har anskaffet mig en billet. De er den 4. maj aktuelle med et nyt album, "Forgiveness Rock Record" som er det første egentlige Broken Social Scene album siden 2005s selvbetitlede udspil. I mellemtiden er der så kommet 2 "solo albums" fra henholdsvis Kevin Drew og Brendan Canning under navnet Broken Social Scene Presents... og de 2 albums er da også fyldt med en masser af de mange mange folk som normalt er med inde over i Broken Social Scene regi - hvis man ikke er stødt på de 2 solo udspil er de så absolut anbefalelsesværdige.

Som de fleste måske allerede ved så er Broken Social Scene en lidt mærkværdig størrelse idet at de ikke som sådan er et fast band men i højere grad en lang række forskellige musikere som samles omkring de 2 stiftere Kevin Drew og Brendan Canning, Wikipedia tæller ikke mindre end 24 medlememr af gruppen, hvoraf den mest fremtrædende nok er Leslie Feist som jo har fået sig en strålende solo karriere. Derudover slå bandets medlemmer sig også i bands som Apostle of Hustle, Do Make Say Think, Metric, Stars og The Weakerthans.

Broken Social Scenes lyd kan vel bedst betegnes noget i retningen af at være massiv, forstået på den måde at der oftest er virkelig mange lag af instrumenter og korstemmer der nærmest presses sammen til en helhed, som på mange måder kan virke lettere kaotisk. Hertil kommer det af gruppen ofte arbejder med sangstrukturer som lægger sig uden for en "normal" (hvad så end det er?) vers-omkvæd opbygning. Dette kan gøre at musikken nogle gange bliver ret svært tilgængelig, efter min mening specielt på de lange stille sange som godt kan blive ret malende i deres udtryk. Her har hovedtelefoner + en gavmild tilgang til volumen ofte hjulpet mig ind på livet af sangene. På de mere rockede ting må man i sær sætte pris på hvordan flere guitarer på en gang væver sig ind i hinanden hvilket giver sangene noget helt unikt. Det er let at afvise Broken Social Scene som endnu et indie-rock band som så mange andre, men jeg mener at man hos bandet finder en lyd som er helt speciel og ikke kan findes hos nogle andre bands overhovedet. Nybegyndere kan passende starte med 7/4 Shoreline - husk at nyde guitar spillet. Nedenunder igen kan man lytte til 3 sange fra det kommende album, enjoy.

7/4 Shoreline

Yeasayer

Den nye Yeasayer er fantastisk, så er det slået fast. Har netop modtaget albummet på Mp3 i min mail boks fra Insound, som via deres fantastiske tilbud gør det muligt at downloade en række albums umiddelbart efter at man har betalt for dem, hvis altså man har købt albummet på vinyl. Det kan vel ses som en slags opdatering af at vedlægge Mp3 download kuponer i vinylerne, her kan man altså begynde at lytte til albummet sekunder efter at man har købt det, det er virkelig god service og så hjælper det jo også lidt tålmodigheden, som godt kan blive sat en lille smule på prøve når man venter på pakker fra den anden side af atlanten. Nå men altså nok om Insounds herligheder. Jeg vil ikke kalde mig selv stor Yeasayer fan, jeg har det første album og jeg har faktisk også lyttet til det en del, men igen uden at det har gjort det helt store indtryk på mig. Her efter første gennemlyt af deres nye album "Odd Blood" lader det dog til at jeg bliver nødt til at revidere mit syn på Brooklyn trioen (er Brooklyn egentlig ikke gået hen og blevet et bandeord i musiksammenhæng eller er det bare mig?) på det første album var sangene mere syrede og langsomme er der på det nye album virkelig blevet trykket på pop knappen og selvom Yeasayer havde givet prøver på deres talent for god sangskrivning på numre som Sunrise og 2080 så sidder de nye numre som førstesinglen Ampling Alp, O.N.E. og Mondegreen altså ret meget mere lige i skabet. Springet fra mere eksperimenterede og snæver musik til et noget mere poppet men stadig super sprudlende og udfordrende for unægteligt mig til at tænke på Animal Collectives cross-over (i hvert fald så tæt som de nok kommer på det) album fra sidste år "Merriweather Post Pavilion" og selvom Yeasayers sensete udspil måske ikke helt når det album så ville det alligevel være forbandet synd og skam hvis de ikke får en masse opmærksomhed for dette album, kampen om årets album 2010 er officielt begyndt.

Yeasayer er iøvrigt for nyligt blevet offentliggjort til det monster af en line-up som den spanske Primavera Sound festival i år kan præsentere, jeg har min billet i hus og glæder mig usigeligt meget til en lille uge i Barcelona i selvskab med Pavement, Pixies, Wilco, Grizzly Bear, Spoon, Panda Bear, No Age, Yeasayer og så utroligt mange flere...

Owen Pallett

Owen Pallett udgav for godt 14 dage siden sit tredje album, de 2 første dog under navnet Final Fantasy. Owen Pallett er klassisk uddannet violinist og har bl.a. arrangeret strygere for Arcade Fire, ligesom han også har skrevet en sang om bandets kreative omdrejningspunkt, ægteparret Win Butler og Regine Chassagne (This is the Dream of Win & Regine). Jeg havde egentlig aldrig fået lyttet til Final Fantasy, men en sen eftermiddag da jeg var blevet længe på mit arbejde for at forberede mig til dagen efter, smuttede jeg forbi den aldeles glimrende hollandske hjemmeside Luisterpaal, som har "Heartland", som Owen Palletts seneste album hedder, liggende som stream i øjeblikket, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, faktisk fangede albummet mig stort set fra første lyt. Albummet byder på fine og på en og samme gang underspillede og dramatiske popsange indhyllet i masser af violin og electronica, og nej det lyder ikke som du tror det gør. Pallett har i den grad tæft for at skrue en god melodi sammen, og han gør det svært ikke at holde af sangene, hans stemme står flot i forgrunden, og han synger virkelig forrygende, samtidig er det svært ikke at bide mærke i den pulserende musik der ligger bagved. Det er et album jeg virkelig glæder mig til at få lyttet meget mere til.

Jeg anbefaler på det kraftigste at man tager et smut forbi Luisterpaal og lytter Heartland igennem, i det hele taget er det en side der er værd at besøge med jævne mellemrum, i øjeblikket kan man også lytte til herligheder som Spoon, First Aid Kit og Beach House.

Nedenfor kan man nyde et dejligt cover af Mariah Careys Fantasy

Film: The Station Agent (2003)

Formålet med denne blog er som tidligere nævnt at kunne skrive lidt af sin begejstring ud omkring forskellige ting, og da jeg ikke kun nyder musik men også film så kaster jeg mig nu over projektet at skrive lidt om de film jeg falder over på min vej, måske også lidt TV på et tidspunkt.

"You know 'The Station Agent,' Eric? Monster hit at Sundance. It's about the midget who lives by the train tracks. Last time I saw him he was in a FedEx commercial. They were overnighting him to London. Sundance is a great festival for little people. You should kill over there."

På den måde for Ari Gold svinet Vincent Chases agent og ven Eric i serien Entourage, The Station Agent var nemlig et kæmpe indie hit da den i sin tid blev udsendt og vandt priser ved den prestige fyldte Sundance Film Festival, men enhver der har set serien ved at den slags er Ari Gold ikke ret interesseret i.

The Station Agent handler om dværgen Finbar McBride som er vild med tog, men hans hverdag i Hoboken, New Jersey er fyldt med de besværligheder som livet giver en når man er en voksen mand på 1,35 hvilket bl.a. betyder at man må finde sig i at nabolagets drenge gør nar af en og at man bliver overset i supermarkedet. I det hele taget vil Fin bare gerne være i fred, og da han en dag arver et togdepot ude på landet flytter Fin.

Fin må imidlertid sande at bare fordi han flytter langt væk fra byen, så må han stadig trækkes med at forskellige folk kommer væltende ind i hans liv, først og fremmest den Manhattan-brøvtende men elskelige Joe, som passer sin fars kaffe bod og som trænger til nogen venner i en grad så han glædeligt tager med på Finbars mange tog udflugter, hvor der sagtens kan gå flere timer imellem at togene kommer forbi. Så er der selvfølgelig også Olivia Harris som ikke bare en, men hele to gange er ved at køre Finbar ned, så han må søge tilflugt i grøften. De tre starter et umage venskab, også selvom det ikke altid er med Finbars gode vilje, men langsomt formår Joe og Olivia at trænge ind på livet af Finbar, som ellers har brugt store del af sit liv på at være vred på verden over sin størrelse. Han lærer at der er mennesker der kan se ud over at han er en dværg, hvilket mest tydeligt kommer frem da Joe spørger om der findes klubber for folk som ham, hvilke folk spørger Fin i troen at Joe referere til hans størrelse, men svaret er, for folk der går op i tog.


Netop da Fin åbner op bliver han dog endnu engang brændt af, og hans ellers ny-fundne tro på andre mennesker bliver endnu engang sat på alvorlig på prøve. Men pludselig er det Finbar der må stå til rådighed for sine venner da de har brug for hjælp.

The Station Agent er en ret simpel og alligevel ret smuk film om venskab (og tog). Så når Ari Gold sviner filmen er det ikke ret fair, den får ihvertfald en stor anbefaling med herfra.

Årets albums 2009 - Honorable mentions (feat. mad probs til Sverige)

Nu må det i grunden også snart være nok med alt denne tilbageskuende aktivitet, et nyt årti er på vej, og nye plader er udsendt. (og Vampire Weekend, Spoon og Beach House skulle gerne være på vej med posten) Men altså jeg synes alligevel at der er nogle plader som ikke nåede med ind på top-30 listen som fortjener at få noget ros med på vejen.
Den første og vigtigste er The Decemberists' The Hazards of Love som nok i virkeligheden burde ha' fundet vej ind på top-30 listen, selvom jeg ikke synes at albummet er helt på højde med deres tidligere udspil, så er det stadig et godt album, som helt sikekrt også voksede en del på mig efter at jeg så dem spille albummet fra ende til anden til en koncert i Boston sidste forår.
Dan Deacons Bromst var et af de mange albums som jeg slæbte med hjem fra USA, og måske forsvandt det en lille smule i mængden af musik som blev slæbt med hjem, eller måske har jeg stadig ikke rigtigt kommet ind på livet af albummet, men jeg har en klar forventning om at jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at prøve, for det er virkelig et album som fascinerer mig, med den strittende lydunivers og heftige tempo.
Svenske Fever Rays selvbetitlede solo album var en mørk(ere) og mere afdæmpet version af den musik Karin Dreijer Andersson normalt laver sammen med sin bror i The Knife. Jeg havde ret store forventninger til hendes koncert på Roskilde, men den blev desværre lidt ødelagt af horder af sindssyge Malk De Koijn fans, som indtog Arena scenen nærmest hele dagen, pladen er dog stadig god.
Jason Lytle var tidligere kendt som forsanger for det aldeles glimrende band Grandaddy, som desværre valgte at gå i opløsning tilbage i 2006. Solo albummet med titlen Yours Truely, The Commuter bød heldigvis på mange af de samme toner som man fandt hos Grandaddy, egentlig synes jeg albummet var lidt kedeligt, men det er stille vokset på mig, hvis man ikke kender albummet kan man passende starte med nummeret It's the Weekend.
We Were Promised Jetpacks tog på fineste vis arven op fra bands som The Twilight Sad og Frightened Rabbit (og mange andre) og hvis man har hang til disse bands vil man også kunne finde gode ting hos det seneste skud på den skotske indie-himmel.
Før det bliver alt for langt vil jeg gerne kaste kærlighed og respekt efter en masse andre bands som f.eks. Woods, The Rural Alberta Advantage, Atlas Sound, The Antlers, Handsome Furs, Health og Freelance Whales, hvis album står til at blive genudgivet her i 2010. Jeg så dem ganske tilfældigt spille en koncert på en subway station i Brooklyn sidste forår, og der jokede vi lidt med at de ville blive det nye store, og at vi så dem imens de var små - i mellemtiden har de fået en del hype (både fra Stereogum og ikke mindst börneblogger) og albummet, Weathervanes viser at de har fortjent det. De er mit pick til at blive store i 2010.

Til allersidst skal der lyde et stort hurra for Sverige - HURRA!
På en eller anden liste over det bedste musik fra sidste årti kunne man sidste år læse at Simon Kvamm havde hørt et stykke danske musik, som havde fået ham til at tænke at, "nu fører svenskerne ikke længere" (hvilket band der var tale om kan jeg ikke huske). Hvis vi nu skal blive i de fodbold metaforer som Kvamm er så glad for, så kan men vist roligt udnævne Nephew til at være musikkens svar på fodboldt-tossen/idioten og konstatere at Danmark nu er dømt som tabere i den store nordiske musikkrig. Men i det hele taget var vi også så håbløst langt bagud efter 2009 at det kunne være det samme, i år har Sverige sendt et hav af stærke udspil på gaden og ud over de bands som tidligere er nævnt (JJ, The Bear Quartet, Fever Ray) har jeg nydt udspil fra svenske kunstnere som Jenny Wilson, Bob Hund, El Perro Del Mar, A Camp, Taken By Trees og Taxi Taxi! - det må være noget med vandet ovre på den side.

Årets albums 2009 - Danske udgivelser

Det er i grunden noget underligt noget det her med at differentiere imellem udenlandske og danske udgivelser. Et album er vel et album og i den forstand at det overhovedet giver mening at stille dem op imod hinanden som en konkurrence og vurdere hvilke der er bedre end andre, så burde alle albums vel kunne ses som lige. Jeg mødte engang en amerikansk film professor, som var i Danmark for at holde en forelæsning i forbindelse med en konference. Af alle de ting hun kunne forske og forelæse om havde denne kvinde valgt Susanne Bier, hvilket mildest talt kom noget bag på mig, hvorfor ville nogen vælge Susanne Bier når der nu fandtes så meget godt, og der var da virkelig ingen grund til at vælge dansk film, når der nu f.eks. fandtes så meget glimrende amerikansk film at skrive om. Vores snak fortsatte og vi kom også fordi musik, hvor vi stødte ind i lidt det samme problem, for der mente jeg jo også at der var så meget glimrende amerikansk musik (som jeg husker det kredsede det mest om country-agtige kunstnere) så jeg name-droppede ivrigt kunstnere som f.eks. Ryan Adams, som jeg da til dels fik medhold i havde visse kvaliteter, men ikke var noget hun kunne gå på halen over. Her var der dog ikke noget dansk band hun havde kastet sin kærlighed over, så sammenligningen imellem film og musik stopper her. Men pointen er jo hvorfor det er at man ser på udenlandske kunstnere med et andet blik end på kunstnere fra sit eget land (hvis det altså virkelig er tilfældet).


Jeg kan på ingen måde sige mig fri for selv at skelne, og har ganske sikkert utallige gange ytret det er meget godt for et dansk band at være, eller hvis det er et rigtig godt dansk band så har de international klasse. Jeg går iøvrigt som udgangspunkt altid i en stor bue udenom danske film, af den simple grund at de er danske, og her har jeg muligvis snydt mig selv for noget (jeg tvivler). Billedet fortsætter også i medierne, hvor salgstal i udlandet pludselig bliver en form for garant for kvalitet, hvis et dansk band kan sælge godt i udlandet må de jo være gode, vi husker vel f.eks. allesammen P3s knæfald for de helt og aldeles elendige Infernal som pludselig var et fantastisk band fordi Paris to Berlin var gået nummer 1 i England.


Nå nu må det være nok med løse tanker om hvordan man anskuer bands forskelligt ud fra om de er danske eller udenlandske. Her kommer der lidt om de danske udgivelser fra 2009 som jeg har bidt mærke i. Først og fremmest vil jeg nævne Slaraffenland (igen), for et godt stykke tid siden skrev jeg begejstret om deres seneste udspil "We're On Your Side" og det album synes jeg stadig virkelig godt om, det er noget mere poppet og tilgængeligt end deres tidligere udspil, og det gør mig absolut intet. Jeg har hørt nummeret Postcard utallige gange, sangen handler om tour livet og hvor hårdt det kan være for forhold og venskaber hjemme og derfor må sangens hovedperson da også forsikre at " when I am back again I'll make it up to you". Igen må jeg på det kraftigste anbefale Slaraffenland og deres seneste udspil "We're On Your Side".


På en eller anden måde havde jeg nærmest overset/glemt/været ligeglad med at The Raveonettes også sendte et album på gaden i 2009, men hen imod slutningen året fik jeg endelig samlet "In and Out of Control" op, og det viser sig at Sune og Sharin på ingen måder har glemt hvordan man skruer en god pop sang sammen. Bang! og Boys Who Rape (Shold All Be Destroyed) har været i heftig rotation lige siden jeg fik fingrene i albummet. Jeg er ikke sikker på at pladen som sådan er særlig langtidsholdbar, men for cheap thrills virker den rigtig godt for mig lige nu.

Ligesom alle andre har jeg selvfølgelig også kastet min kærlighed på The Rumour Said Fire og deres aldeles fremragende EP "The Life and Death of a Male Body" og selvfølgelig mega hittet The Balcony. Om ikke i lige så stor grad så har nummeret Dance også blevet hørt en del gange, og jeg kan ikke sige så meget andet end at jeg glæder mig til at høre et regulært album fra bandet.

Mew udgav jo også nyt sidste år, men faktisk må jeg indrømme at albummet med den irriterende lange titel mest af alt bare har stået i reolen og kigget, det har jeg en eller anden forhåbning om at der bliver lavet om på, men igen vil jeg ikke love for meget.

Nu begynder det at knibe med at huske flere nævneværdige danske udgivelser fra sidste år, jeg kan ihvertfald ikke umiddelbart komme i tanke om at jeg har investeret i flere albums. Hvis der er noget jeg skammeligt har overset eller bør tjekke ud så smid en kommentar (jeg har for øvrigt også hørt Oh No Ono - det stinker!).