Jens Lekman

Det her indlæg er ganske sikkert helt omsonst, forstået på den måde, at jeg nu forsøger at genoplive en gammel blog, velvidende at forsøget sikkert bliver kortlivet, men et forsøg skal det altså nu alligevel have.

Grunden til dette er en netop overstået koncert med den svenske troubadour Jens Lekman i Studio 2 i DRs Koncerthus (man kan se en egentlig anmeldelse hos Gaffa). Anledningen var egentlig et besøg fra min norske ven Øyvind Rones, som fejrede sin fødselsdag med et besøg i København for at se Jens Lekman. Jeg havde godt selv registreret at han skulle spille, og da det er en del år siden jeg har set ham sidst, nærmere bestemt Pop Revo i 2007, så havde jeg overvejet en del om jeg ikke skulle se den koncert, men det er nok alligevel tvivlsomt om jeg var kommet afsted hvis ikke Øyvind havde meldt sin ankomst. Tak til ham for det.

Koncerten igår mindede mig nemlig om hvor meget jeg egentlig holder af Jens Lekmans musik. Jeg har helt sikkert lyttet mest til pladen Night Falls Over Kortedala tilbage fra 2007, men startede ud med at lytte meget til opsamlingen Oh, You're so Silent Jens, som blev udgivet tilbage i 2005 og som samler numre fra en række EPer og singler.

Jeg var ganske spændt på hvad man kunne forvente at gårsdagen sætliste, jeg vidste jo ok at vi skulle have sange, fra den nye, og ganske fine EP, An Argument With Myself, men derudover var det lidt af et spørgsmålstegn havd Lekman ville finde frem. Derfor var det ganske outstanding da tonerne af "I Saw Her at The Anti-War Demonstration" satte igang. Det var det nummer der i sin tid fik mig hooked på Jens Lekman. Aftenen fortsatte med en masse gamle kendinge, som man kan og bør finde på Oh, You're So Silent Jens, bl.a. "Black Cab" hvorfra titlen er hentet, og "A Sweet Summer's Night on Hammer Hill" hvis taktfaste klap er en sampling fra Shangri-Las nummeret "Remember (Walking in the Sand)". Hvilket bringer mig til at Jens Lekman under gårsdagens koncert, under "The Opposite of Hallelujah" også flettede et sample ind af nummeret "Give Me Just A Little More Time" med bandet The Chairman of the Board.

Før det hele bare ender i namedropping af en masse obskure bands og sangtitler, så skal det her ses som en anbefaling af Jens Lekmans charmerende og dejligt lo-fi skramlende bagkatalog, som altså nogen lunde repræsentativt kan findes på Oh, You're So Silent Jens. Det er iøvrigt også værd at nævne at Lekman forærer en del sange og indtil flere tour EPer væk gratis inde på sin hjemmeside.

Jens Lekman - A Sweet Summer's Night on Hammer Hill
Jens Lekman - An Argument With Myself

Titus Andronicus

Før jeg tog afsted til Primavera handlede mange indlæg om hvad jeg glædede mig til at se og nu kan der jo så passende følge en række indlæg om hvad der så har rocket min båd efter jeg har set dem. Jeg ved ikke om man som sådan kan kalde det en overraskelse, men i hvert fald var Titus Andronicus ikke et af de bands jeg havde de højeste forventninger til inden festivalen gik igang og så går det jo oftest sådan at man bliver desto mere positivt stemt.

Titus Andronicus kommer fra New Jersey, staten som har givet os så prominente navne som Bruce Springsteen og Yo La Tengo, og Titus Andronicus kan måske ses som en slags bindeled imellem netop de to kunstnere. Gruppen har indtil videre 2 albums på samvittigheden og mens jeg må indrømme at jeg endnu ikke har stiftet bekendtskab med debutpladen "The Airing of Greivences" (2008), så er jeg ret begejstret for opfølgeren "The Monitor" som udkom i forrige måned. The Monitor er et konceptalbum løst omhandlende Den Amerikanske Borgerkrig og album titlen henviser til det første amerikanske krigsskib med jernbeskyttet skrog, et såkaldt Ironclad warship som i særlig grad vandt frem under og efter Den Amerikanske Borgerkrig, da det efter The Battle of Hampton Roads (første søslag imellem 2 jernbeskyttede skibe og titlen på afslutningsnummeret på "The Monitor") stod klart at de almindelige træskrog ikke længere var effektive nok. Ind i hele denne historie om borgerkrig bliver der trukket klare linjer til det nuværende USA, som den verdensomspændende finanskrise har smadret og dermed ligheden med den altødelæggende borgerkrig. I åbningsnummeret, A More Perfect Union hedder det bl.a. " no, I never wanted to change the world, but I'm looking for a new New Jersey, because tramps like us, baby, we were born to die", på fremragende måde bliver den lille mands helt Bruce Springsteen her parafraseret så det bliver gjort klart at der faktisk ikke er noget håb for den skrantende stat, og det hjælper ikke når sangen glider direkte over i albummets anden skæring som faktisk bare er fuld smæk på guitaren og og et band der i samlet flok råbe-synger "the enemy is all around" indtil vi til sidst får Abe Lincolns berømte citat om at han, efter at have slået op med Mary Todd, som han dog senere giftede sig med, skulle være "the most miserable man living".

The Monitor er i det hele taget fyldt med alle mulige referencer og der er der heller ingen tvivl om at Titus Andronicus er en flok belæste herrer (bandnavnet er f.eks. taget fra et Shakespeare stykke) men selvom den amerikanske borgerkrig hele tiden ligger som reference i baggrunden handler albummet nok så meget om en modløshed og en angst som man nødvendigvis må opleve når man ser på sin fremtid i et land der er ødelagt, "you'll always be a loser" lyder det f.eks. et sted på albummet og igen senere at det altid er ens egen skyld. Teksterne kan være deprimerende men til gengæld er det hele pakket ind i fræsende guitarer og sing along kor, nogle gange bliver det nærmest helt catchy og som en slags ekstra eskapisme kan man så stå der og svinge med til lyden af depression. De mange referencer kunne også umiddelbart virke prætentiøse men det bliver aldrig et tema på albummet, som aldrig virker anstrengt, forceret eller kedeligt bare et øjeblik. Der er virkelig tale om lidt af et monster som på bare 10 sange bevæger sig ud over en time i spilletid og undervejs bliver man mindet om førnævnte Bruce Springsteen og Yo La Tengo men også bands som The Hold Steady (hvorfra Craig Finn også gæster) og Pogues kan høres, og faktisk lyder forsanger Patrick Stickles nogle gange lidt som Conor Oberst, og mange steder er det jo også den samme desperation man finder hos denne kunstner.

Her er virkelig tale om et værk og efter min mening er det ganske mesterligt. Titus Andronicus er aktuelle på årets Roskilde Festival og hermed er en kæmpe anbefaling givet videre til både at fange den koncert og anskaffe sig "The Monitor".

Best Coast

Det sker som oftest at jeg koncentrere min musiklytning omkring planlagte koncerter eller festivaler, derfor har en stor del af de bands jeg har lyttet til i løbet af foråret været at finde på programmet til Primavera Sound i Barcelona, som allerede er blevet nævnt i et par tidligere indlæg. Iblandt alle mastodonterne er jeg faldet over en lille perle i det meget hypede Best Coast. Bag navnet gemmer Bethany Cosentino som har en fortid i bandet Pocahaunted, som jeg ikke har det store kendskab til. Projektet er angiveligt inspireret af det savn som Bethany oplevede under hendes college ophold på østkysten og så snart hun vendte hjem til Los Angeles og vestkysten som, hvis vi skal tro navnet, angiveligt må være den bedste kyst, søsatte hun projektet Best Coast.

Med Cosentinos egne ord kan man forvente sange om sol, sommer og stranden og på Myspace bliver både Stevie Nicks og drengene i Californien nævnt som inspirationskilder. Når man lytter til de 4 7'ere, som indtil videre er det Best Coast har sendt på gaden, så kommer man da også hurtigt til at drømme om varmere vejr. Selvom der er tale om ganske charmerende popsange så er det hele pakket ind i et skramlende og støjende lo-fi udtryk. Best Coast kunne på mange måder være Beach Boys larmende lillesøster, guitaren svømmer i reverb og der er masser af uh-uh omkvæd og naive kærligheds erklæringer. Best Coast lægger sig i fin stil i kølvandet af andre Californien bands som har fået masser af opmærksomhed i de sidste år som f.eks. Girls og Wavves, så hvis man kan lide det er der absolut grund til at give Best Coast et lyt. Jeg glæder mig ihvertfald til at følge bandet nærmere, de bør være en fast del af sommerens soundtrack.

Best Coast - Something In The Way

Broken Social Scene

I mine gamle Roskilde programmer, som står så fint efter årstal på reolen og som ofte bliver fundet frem når jeg drikker øl med en kammerat, er der en række af missere (som der vel er i de flestes) altså bands som jeg ville ønske jeg havde set. Grundene til at jeg ikke fik set gældende band er selvfølgelig mange, enten så jeg et andet band, eller også var jeg fuld eller også var jeg doven eller også... grundene er mange, fortrydelserne er heldigvis knap så mange. Fra 2008, som var sidste gang jeg var afsted til en hel festival, plager det mig da lidt at jeg ikke fik set Yeasayer eller Battles men i stedet så The Streets. I 2007 plager det mig en del at jeg ikke gik i tørvejr til LCD Soundsystem men i stedet blev ude i regnen i The Killers og på den måde kunne man blive ved igennem årerne. Den misser der har plaget mig mest igennem tiden har dog ganske givet været at jeg tilbage i 2004 gik glip af Broken Social Scene, de spillede søndag samtidig med Ben Harper og Franz Ferdinand. Ben Harper ved jeg virkelig ikke hvorfor jeg mente jeg skulle se, har aldrig ejet et album af manden og kan ikke nævne en eneste af hans sange. Franz Ferdinand var jeg ret stor fan af på det tidspunkt, så der var der ikke store chancer for at jeg var blevet væk. Men altså mange gange har jeg tænkt at jeg virkelig gerne ville ha' set Broken Social Scene tilbage i 2004, og de spillede endda på den lille Pavillion scene, det havde været fantastisk.

Nu kommer der så heldigvis en chance for at få rettet op på 2004s fejlprioritering, Broken Social Scene er offentliggjort til dette års Primavera Sound Festival i Barcelona, og jeg har anskaffet mig en billet. De er den 4. maj aktuelle med et nyt album, "Forgiveness Rock Record" som er det første egentlige Broken Social Scene album siden 2005s selvbetitlede udspil. I mellemtiden er der så kommet 2 "solo albums" fra henholdsvis Kevin Drew og Brendan Canning under navnet Broken Social Scene Presents... og de 2 albums er da også fyldt med en masser af de mange mange folk som normalt er med inde over i Broken Social Scene regi - hvis man ikke er stødt på de 2 solo udspil er de så absolut anbefalelsesværdige.

Som de fleste måske allerede ved så er Broken Social Scene en lidt mærkværdig størrelse idet at de ikke som sådan er et fast band men i højere grad en lang række forskellige musikere som samles omkring de 2 stiftere Kevin Drew og Brendan Canning, Wikipedia tæller ikke mindre end 24 medlememr af gruppen, hvoraf den mest fremtrædende nok er Leslie Feist som jo har fået sig en strålende solo karriere. Derudover slå bandets medlemmer sig også i bands som Apostle of Hustle, Do Make Say Think, Metric, Stars og The Weakerthans.

Broken Social Scenes lyd kan vel bedst betegnes noget i retningen af at være massiv, forstået på den måde at der oftest er virkelig mange lag af instrumenter og korstemmer der nærmest presses sammen til en helhed, som på mange måder kan virke lettere kaotisk. Hertil kommer det af gruppen ofte arbejder med sangstrukturer som lægger sig uden for en "normal" (hvad så end det er?) vers-omkvæd opbygning. Dette kan gøre at musikken nogle gange bliver ret svært tilgængelig, efter min mening specielt på de lange stille sange som godt kan blive ret malende i deres udtryk. Her har hovedtelefoner + en gavmild tilgang til volumen ofte hjulpet mig ind på livet af sangene. På de mere rockede ting må man i sær sætte pris på hvordan flere guitarer på en gang væver sig ind i hinanden hvilket giver sangene noget helt unikt. Det er let at afvise Broken Social Scene som endnu et indie-rock band som så mange andre, men jeg mener at man hos bandet finder en lyd som er helt speciel og ikke kan findes hos nogle andre bands overhovedet. Nybegyndere kan passende starte med 7/4 Shoreline - husk at nyde guitar spillet. Nedenunder igen kan man lytte til 3 sange fra det kommende album, enjoy.

7/4 Shoreline

Yeasayer

Den nye Yeasayer er fantastisk, så er det slået fast. Har netop modtaget albummet på Mp3 i min mail boks fra Insound, som via deres fantastiske tilbud gør det muligt at downloade en række albums umiddelbart efter at man har betalt for dem, hvis altså man har købt albummet på vinyl. Det kan vel ses som en slags opdatering af at vedlægge Mp3 download kuponer i vinylerne, her kan man altså begynde at lytte til albummet sekunder efter at man har købt det, det er virkelig god service og så hjælper det jo også lidt tålmodigheden, som godt kan blive sat en lille smule på prøve når man venter på pakker fra den anden side af atlanten. Nå men altså nok om Insounds herligheder. Jeg vil ikke kalde mig selv stor Yeasayer fan, jeg har det første album og jeg har faktisk også lyttet til det en del, men igen uden at det har gjort det helt store indtryk på mig. Her efter første gennemlyt af deres nye album "Odd Blood" lader det dog til at jeg bliver nødt til at revidere mit syn på Brooklyn trioen (er Brooklyn egentlig ikke gået hen og blevet et bandeord i musiksammenhæng eller er det bare mig?) på det første album var sangene mere syrede og langsomme er der på det nye album virkelig blevet trykket på pop knappen og selvom Yeasayer havde givet prøver på deres talent for god sangskrivning på numre som Sunrise og 2080 så sidder de nye numre som førstesinglen Ampling Alp, O.N.E. og Mondegreen altså ret meget mere lige i skabet. Springet fra mere eksperimenterede og snæver musik til et noget mere poppet men stadig super sprudlende og udfordrende for unægteligt mig til at tænke på Animal Collectives cross-over (i hvert fald så tæt som de nok kommer på det) album fra sidste år "Merriweather Post Pavilion" og selvom Yeasayers sensete udspil måske ikke helt når det album så ville det alligevel være forbandet synd og skam hvis de ikke får en masse opmærksomhed for dette album, kampen om årets album 2010 er officielt begyndt.

Yeasayer er iøvrigt for nyligt blevet offentliggjort til det monster af en line-up som den spanske Primavera Sound festival i år kan præsentere, jeg har min billet i hus og glæder mig usigeligt meget til en lille uge i Barcelona i selvskab med Pavement, Pixies, Wilco, Grizzly Bear, Spoon, Panda Bear, No Age, Yeasayer og så utroligt mange flere...

Owen Pallett

Owen Pallett udgav for godt 14 dage siden sit tredje album, de 2 første dog under navnet Final Fantasy. Owen Pallett er klassisk uddannet violinist og har bl.a. arrangeret strygere for Arcade Fire, ligesom han også har skrevet en sang om bandets kreative omdrejningspunkt, ægteparret Win Butler og Regine Chassagne (This is the Dream of Win & Regine). Jeg havde egentlig aldrig fået lyttet til Final Fantasy, men en sen eftermiddag da jeg var blevet længe på mit arbejde for at forberede mig til dagen efter, smuttede jeg forbi den aldeles glimrende hollandske hjemmeside Luisterpaal, som har "Heartland", som Owen Palletts seneste album hedder, liggende som stream i øjeblikket, og det har jeg bestemt ikke fortrudt, faktisk fangede albummet mig stort set fra første lyt. Albummet byder på fine og på en og samme gang underspillede og dramatiske popsange indhyllet i masser af violin og electronica, og nej det lyder ikke som du tror det gør. Pallett har i den grad tæft for at skrue en god melodi sammen, og han gør det svært ikke at holde af sangene, hans stemme står flot i forgrunden, og han synger virkelig forrygende, samtidig er det svært ikke at bide mærke i den pulserende musik der ligger bagved. Det er et album jeg virkelig glæder mig til at få lyttet meget mere til.

Jeg anbefaler på det kraftigste at man tager et smut forbi Luisterpaal og lytter Heartland igennem, i det hele taget er det en side der er værd at besøge med jævne mellemrum, i øjeblikket kan man også lytte til herligheder som Spoon, First Aid Kit og Beach House.

Nedenfor kan man nyde et dejligt cover af Mariah Careys Fantasy

Film: The Station Agent (2003)

Formålet med denne blog er som tidligere nævnt at kunne skrive lidt af sin begejstring ud omkring forskellige ting, og da jeg ikke kun nyder musik men også film så kaster jeg mig nu over projektet at skrive lidt om de film jeg falder over på min vej, måske også lidt TV på et tidspunkt.

"You know 'The Station Agent,' Eric? Monster hit at Sundance. It's about the midget who lives by the train tracks. Last time I saw him he was in a FedEx commercial. They were overnighting him to London. Sundance is a great festival for little people. You should kill over there."

På den måde for Ari Gold svinet Vincent Chases agent og ven Eric i serien Entourage, The Station Agent var nemlig et kæmpe indie hit da den i sin tid blev udsendt og vandt priser ved den prestige fyldte Sundance Film Festival, men enhver der har set serien ved at den slags er Ari Gold ikke ret interesseret i.

The Station Agent handler om dværgen Finbar McBride som er vild med tog, men hans hverdag i Hoboken, New Jersey er fyldt med de besværligheder som livet giver en når man er en voksen mand på 1,35 hvilket bl.a. betyder at man må finde sig i at nabolagets drenge gør nar af en og at man bliver overset i supermarkedet. I det hele taget vil Fin bare gerne være i fred, og da han en dag arver et togdepot ude på landet flytter Fin.

Fin må imidlertid sande at bare fordi han flytter langt væk fra byen, så må han stadig trækkes med at forskellige folk kommer væltende ind i hans liv, først og fremmest den Manhattan-brøvtende men elskelige Joe, som passer sin fars kaffe bod og som trænger til nogen venner i en grad så han glædeligt tager med på Finbars mange tog udflugter, hvor der sagtens kan gå flere timer imellem at togene kommer forbi. Så er der selvfølgelig også Olivia Harris som ikke bare en, men hele to gange er ved at køre Finbar ned, så han må søge tilflugt i grøften. De tre starter et umage venskab, også selvom det ikke altid er med Finbars gode vilje, men langsomt formår Joe og Olivia at trænge ind på livet af Finbar, som ellers har brugt store del af sit liv på at være vred på verden over sin størrelse. Han lærer at der er mennesker der kan se ud over at han er en dværg, hvilket mest tydeligt kommer frem da Joe spørger om der findes klubber for folk som ham, hvilke folk spørger Fin i troen at Joe referere til hans størrelse, men svaret er, for folk der går op i tog.


Netop da Fin åbner op bliver han dog endnu engang brændt af, og hans ellers ny-fundne tro på andre mennesker bliver endnu engang sat på alvorlig på prøve. Men pludselig er det Finbar der må stå til rådighed for sine venner da de har brug for hjælp.

The Station Agent er en ret simpel og alligevel ret smuk film om venskab (og tog). Så når Ari Gold sviner filmen er det ikke ret fair, den får ihvertfald en stor anbefaling med herfra.