Vampire Weekend

Jeg holder meget af Vampire Weekends musik, faktisk er deres debut album det album jeg har lyttet mest til ifølge min Last.fm konto og jeg er på ingen måde blevet træt af albummet endnu. De har været på besøg i Danmark en enkelt gang hvor jeg dog ikke havde billet, men det gjorde mig ikke noget for jeg havde nemlig billet til den svenske festival Way Out West som i august måned havde Vampire Weekend på et fantastisk program (sammen med bl.a. Grizzly Bear, Wilco og Beirut). Da det blev tid til at drage imod Sverige måtte jeg dog konstatere at jeg var sengeliggende, jeg er stadig bitter, ikke mindst over at jeg ikke oplevede Vampire Weekend.

Vampire Weekends selvbetitlede debut album var efter min ringe mening sidste års bedste album. Nu står vi jo snart over for endnu en række kåringer af årets albums, jeg er også selv så småt ved at have en (lang) short-list klar, og imens vi tænker over hvem der har strikket det bedste album sammen i år, så kan vi jo glæde os over at Vampire Weekend er klar til at melde sig ind i kampen om årets album i 2010. De udsender nemlig deres andet album, Contra, allerede den 11. januar næste år.

Allerede nu kan man dog hente singlen "Horchata" (en traditionel drink af spansk/latin amerikansk oprindelse, som bl.a. bliver lavet på knuste mandler) ganske gratis inde på bandets hjemmeside, så slå et smut forbi og når du er færdig der, så smut lige over til Roskilde Festval og ønsk Vampire Weekend til næste års festival.

Pitchfork + Hang The DJ

Den daglige tur rundt på nettet bringer mig næsten lige så sikkert som amen i kirken altid en tur forbi Pitchfork. Pitchfork blev startet tilbage i 1995 i Minneapolis af en fyr ved navn Ryan Schreiber som på daværende tidspunkt lige var blevet færdig med high school. Hans klare mål var at fokusere på independent musik eller slet og ret bare indie. I 1999 flyttede Pitchfork fra Minneapolis til Chicago and the rest is history... Pitchfork er idag det måske mest toneangivende musikmedie i verden, specielt for ny musik. Det er efterhånden anerkendt at Pitchfork er blevet så betydningsfuldt et medie at de er i stand til at skabe eller ødelægge en kunstners karriere, f.eks. skulle det angiveligt være Pitchforks anmeldelse af Arcade Fires Funeral der for alvor satte gang i salget af det album.

Nå men alt det her gejl kan I altid læse på Wikipedia (ligesom jeg gjorde lige før jeg skrev det her). Grunden til at jeg vil skrive om Pitchfork lige netop nu er at de er igang med et storstilet kanoniserings projekt. De har igennem mange år været garanter for diverse lister over bedste albums og sange, ikke bare i de pågældende år, for det har alle musikmedier med respekt for sig selv jo, men fra mange forskellige årtier, genre, tilbage i 2004 var man klar med en slags halvlegs stilling for dette årti og netop i disse dage udruller man så dette årtis 200 bedste albums og 500 bedste sange under navnet P2K - som vel må være en pun på Y2K (som jo var det der med at jorden ville gå under forbi alt fra lommeregnere til rumfærger ikke ville fatte at skifte fra 9 til 0) og så den lidt kiksede måde at skrive Pitchfork på, P4K.

Mine 2 hovedtanker i min gennemgang af listerne, som slet ikke er færdig endnu (hverken min gennemgang eller listerne, vi får f.eks. først at vide hvad dette årtis bedste album er imorgen), har været at det er utrolig godt skrevet, og det synes jeg ikke der er noget nyt i fra Pitchforks side, men også at det må være enhver musik anmelder/journalist/fans drømmeopgave, for der er nemlig ikke tale om en kritisk tilgang til numrene, men nærmere er de medfølgende tekster små hyldester til albums og numre, samtidig har skribenterne formået at, om ikke at sætte sangene ind i en historisk kontekst, så i hvert fald at relatere dem til deres samtid.

SPOILER ALLERT, herfra bliver der afsløret placeringer. Jeg må nemlig lige kaste mig over et par eksempler mest fra top 20 over bedste sange. Først må man overgive sig og sige at hvad enten man er til pop, rock, hip-hop eller bizar indie så kommer man ikke uden om at de sange der er vlagt til top 20 ER fantastisk numre, man kan altid diskutere placeringerne men man kommer ikke uden om at det er virkelig gode sange. Og så iøvrigt tilbage til den gode journalistisk, på en 14. plads finder vi Jay-Zs "99 Problems", iøvrigt lige foran The Knifes "Heartbeat" og lige efter LCD Soundsystems "Loosing My Edge", og i teksten hertil får vi den kontekst sangen blev udsendt i. På daværende tidspunkt gik der heftige rygter om Jaz-Z og Beyoncé formåede romance, og hele den (kulørte) amerikanske presse var på jagt efter sladder. Rygterne tiltog selvfølgelig kun da Jaz-Z medvirkede på Beyoncés monster single "Crazy In Love" (nr. 4) hvorefter han så kunne lege med pressen og benægte alt ved at udsende singlen 99 problems, hvor omkvædet lyder, I got 99 problems but the bitch ain't one.

DET er for mig god musik journalistik (hvis det virkelig var planlagt sådan, er det også virkelig storslået tænkt af Jay-Z) men jeg ville aldrig nogensinde ha tænkt de numre ind i den sammenhæng og det åbner en for nogle ekstra facetter af den sang. På den måde er der hele vejen igennem god og spændende læsning tilknyttet en masse sange og albums, dem jeg kendte i forvejen har jeg fået nye vinkler på, og resten har jeg fået lyst til at høre. Endelig vil jeg da lige nævne at førstepladsen som det bedste nummer i dette årti selvfølgelig gik til... Outkasts.... "B.O.B." -WTF! -det nummer har jeg aldrig hørt før end sige nogensinde hørt om, det viser sig at nummeret også førte ved halvleg i 2004, jeg har lige fundet Stankonia, hvor nummeret er på, frem og nu glæder jeg mig til at høre om de har ret. I øvrigt bør det nævnes at No Ages "Teen Creeps" (som man kan læse om i indlæget nedenfor) har fået plads nummer 196 på listen. Danmark er repræsenteret med Junior Seniors "Move Your Feet" på plads nummer 150 og The Shins' "New Slang" er kommet ind på plads nummer 62.

Det her skal iøvrigt ses som en opfordring til at gå ind og læse om en masse musik og dykke ned i listerne, desuden er der også artikler om forskellige genres udvikling igennem det sidste årti.

Hvis du er kommet hertil er vi næsten færdige, jeg skylder bare lige at fortælle at jeg DJer imorgen, den 2. oktober på Sway under Clemens Bro, og jeg skal nok tage en masse Pitchfork approved musik med.

No Age

Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville lave et indlæg om The Shins, fordi bloggen jo er opkaldt efter en tekst bid fra deres nummer "New Slang", og det gør jeg sikkert også en eller anden dag. Men nu har jeg i stedet kastet mig over at skrive lidt om The Shins pladeselskabs kollegaer No Age. No Age er et rimeligt nyt bekendtskab for mig og jeg er vel først begyndt at lytte til bandet inden for det sidste års tid. No Age er en duo fra Los Angeles, og de spiller en slags eksperimenterende støjrock. Tilbage i september 2007 blev No Age signet til legendariske Sub Pop, og det mindede os om at der var en tid på Sub Pop hvor de store navne hed Nirvana og Soundgarden i stedet for The Postal Service og The Shins.

No Age har indtil videre udsendt et enkelt album på Sub Pop, den aldeles glimrende Nouns fra 2008. Tilbage i 2007 før de blev signet til Sub Pop udsendte de en single opsamling ved navn Wierdo Rippers på Fat Cat Records (Animal Collective, Sigur Ros m.fl.), en opsamling som jeg stadig har til gode, men det går der nok ikke så længe inden der bliveer lavet om på. Nouns fik jeg først tjekket ud via mit meget givende emusic abonnement, og da jeg var i New York i foråret købte jeg albummet på vinyl, og det har bestemt været et godt køb. Den tur bød dog på en hel del nye pladekøb, så det er ikke sådan at den været på rotation non stop siden foråret, for der var lissom meget nyt der skulle lyttes til, men for ikke så lang tid siden fandt jeg den så endelig frem, og det var et dejligt genlyt, det havde bestemt ikke gjort noget at den havde fået en lille pause. Mine yndlingsnumre var fra starten, og er stadigvæk "Eraser" og "Teen Creeps" som inde bag ved det støjende ydre bare virkelig er gode sange, som man har på fornemmelsen kunne ha fungeret inden for hvilken som helst genre.

Imens man går og venter på et nyt album fra No Age kan man lige nu glæde sig over at der er en ny EP, Loosing Feeling, på vej, og som om det ikke var nok, så kan man faktisk lytte til den ganske gratis inde på Sub Pops hjemmeside, det kræver dog at man er registreret som bruger, men det kan man jo passende blive når man alligevel skal ind og shoppe Nouns eller en af de mange andre fine albums i deres webshop (dollaren er lav og priserne ligeså).

No Age - Teen Creeps
No Age - Eraser

Hvis No Age er lidt for voldsomt på en doven søndag så kan The Shins stadig anbefales, god søndag.

Slaraffenland

Efter de indledende manøvre er det så blevet tid til det første "rigtige" indlæg og det skal handle om Slaraffenland, og det skal det af flere grunde. Den første og bedste grund er at Slaraffenland er et fantastisk band, ikke bare på den der "de-er-gode-af-et-dansk-band-at-være" måde, nej de er et fantastisk band punktum. Den anden grund er at de netop i disse dage er aktuelle med et nyt album, We're On Your Side. Den tredje grund er at jeg har fulgt Slaraffenland igennem en del år og i særlig grad igennem mit virke på Musikcaféen.

Slaraffenland har spillet en del koncerter på Musikcaféen efterhånden, og alle dem jeg har overværet har været virkelig gode koncerter. Første gang jeg så dem var vi ikke ret mange mennesker i salen, men det skulle hurtigt ændre sig og da de kom igen næsten præcis et år senere, var stedet fyldt godt op. I mellemtiden var jeg rykket fra at være frivillig til at være barchef på Musikcaféen og jeg fik ved den koncert foræret albummet Private Cinema af bandet. Igår var de så tilbage på Musikcaféen (faktisk har Slaraffenland spillet på Musikcaféen i september 3 år i træk nu, lad endelig den tradition fortsætte).

Jeg var selvfølgelig på plads igen, og sammen med Martin Hjorth og hans bror Mathias var jeg DJ før og efter koncerten.Det var endnu et glædeligt gensyn med Slaraffenland, som spillede deres sidste job på en større US-DK tour, i USA har de spillet en række shows sammen med åndsfællerne i Akron/Family, og det glæder mig virkelig at der tilsyneladende er et lille hul igennem til det store udland, det er velfortjent. Hovedparten af koncerten igår gik med nye numre, numre som er den del mere tilgængelige, for nu ikke at bruge ordet poppet, end de ting de tidligere har udsendt. Det gør mig bestemt ikke noget og jeg har allerede hørt det nye album igennem en del gange, igår samlede jeg også et vinyl eksemplar op, pladen er trykt på flot rød vinyl og med følger både et klistermærke, en plaket og en kode til mp3 downloads og den skal nok få en del rotationer i løbet af efteråret.

Jeg har også mødt og snakket med drengene i Slaraffenland, og i forbindelse med årets Pop Revo interviewede jeg dem til Frekvens, igår holdt jeg dog lidt lav profil, for jeg er rimelig pinlig berørt over at jeg aldrig har fået skrevet det interview, men der er der ved at blive lavet om på, og jeg lover at man i nærmeste fremtid vil kunne finde interviewet ovre hos Frekvens (det samme bliver iøvrigt tilfældet med interviews med Choir of Young Believers og Spencer Krig fra Sunset Rubdown, Wolf Parade osv.)

Hvis man ikke kender Slaraffenland bør man tage en tur forbi deres Pladeselskab Rumrakets hjemmeside, hvor der er masser af lækkerier at finde, bl.a. en gratis EP hvor de spiller sammen med Efterklang, men kan også starte med deres måske bedste nummer "I'm a Machine" nedenunder. Nummeret stammer fra EPen Sunshine hvorpå man også finder covers af A-Has "Take On Me" og Radioheads "Paranoid Android".

Slaraffenland - I'm a Machine.

Here it goes again...

Nu har jeg så kastet mig ud i det igen, jeg har egentlig forsøgt mig med det her solo blogging før, men det gik hurtigt i sig selv igen. Forsøg nummer 2 kommer ikke mindst pga. heftig lobby virksomhed fra min gode ven Martin Hjorth, som også er manden bag den glimrende börneblogger, men også fordi jeg har tænkt at det kunne være sjovt med et sted hvor jeg mere frit kunne kaste begejstring, hype og kærlighed efter først og fremmest den musik som jeg er faldet over på et givent øjeblik. Jeg går stærkt ud fra at du kender mig siden du er kommet forbi og så ved du sikkert også at jeg skriver hos Frekvens, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, men derovre har det mere smag af nyheder og anmeldelser hvor denne blog har til formål at komme med mere personlige betragtninger end dem jeg levere hos Frekvens.

Jeg kommer helt sikkert til at rode en del med den grafiske side en hel del tid endnu, dels fordi jeg på ingen måde er særligt teknisk anlagt, og dels fordi jeg ikke rigtig er sikker på hvad jeg synes som vil se godt ud endnu, så bær over med mine eksperimenter.

Nu må vi se hvor længe jeg overhovedet synes det er sjovt, velkommen til.